Nyt forskningssamarbejde vil udnytte restprodukter fra kartofler og tang i ingrediensproduktion. Det skriver DTU i en pressemeddelelse. Perspektiverne lover – udover en værdiforøgelse på op til en faktor 1.000 – også naturlige tilsætningsstoffer og bedre ressourceudnyttelse. Innovationsfonden investerer 14 mio. kr. i projektet.
I dag bruges tang og kartofler til at udvinde en lang række tilsætningsstoffer til fødevareproduktion. Det betyder, at der produceres store mængder restprodukter, som omsættes med meget lav værdi og sælges som dyrefoder eller ender som affald. Men restprodukterne indeholder værdifulde proteiner, som – hvis de kan udvindes tilstrækkeligt billigt og effektivt – er mulige at bruge til at producere forskellige tilsætningsstoffer såsom konserveringsmidler, smagsstoffer og emulgatorer.
Nu vil forskere fra DTU og Aalborg Universitet i samarbejde med fem virksomheder udvikle værktøjer, der bruger viden om proteinsekvenser til at scanne restproduktet for proteiner med egenskaber, der gør dem brugbare i produktionen af tilsætningsstoffer.
De vil også udvikle værktøjer til at udtage netop de dele af proteinerne, som skal bruges i produktionen. Restprodukterne sælges i dag til en kilopris på mellem 1-15 kroner. Projektpartnerne forventer, at den ekstraherede proteinmasse kan sælges til en kilopris, der er ti til tusind gange højere, afhængigt af hvad den kan bruges til.