Vi har mange, mange milliarder af dem i kroppen. Faktisk er der flere af de såkaldte vesikler, end der er celler, og det er disse små nanopartikler, som måske kan anvendes til at opdage sygdomme langt tidligere end i dag.
Vesikler kan beskrives som små bobler, der udskilles fra cellerne og indeholder forskellige typer biomolekyler, der kan absorberes af og påvirke andre celler. Det er på mange måder kroppens eget internet, der bærer rundt på en masse information. Vi er bare ikke i stand til at afkode den endnu. Men det bliver vi måske på sigt. Den svenske professor i biomedicin ved LTH i Lund, Thomas Laurell, har fået 48 millioner svenske kroner til at udvikle en teknologi, som vil gøre os i stand til at afkode informationen. Bevillingen kom samtidig med, at han blev udnævnt til rådsprofessor af Videnskabsrådet.
Ved iso-akustoforese anvendes en væske med en velkendt akustisk impedans. Til gengæld vil partiklerne fra en blodprøve, der er i væsken, blive påvirket forskelligt af ultralyden.
I første omgang er det ikke cancer, men derimod sepsis, blodforgiftning, som metoden skal forsøge at afsløre. Sepsis har globalt set flere liv på samvittigheden end cancer, og det hænger blandt andet sammen med, at bakterierne ikke altid kan spores i blodet. Men kan man aflæse informationerne i vesiklerne, kan man afsløre sygdommen. Oven i købet vil det kun tage en times tid.
Det er i hvert fald håbet. Ifølge Thomas Laurell selv, vil der gå op imod ti år, før en metode er kommerciel anvendelig. Og det er, hvis alt går godt.
