Tidligere har det været en udfordring at lime metal og plast sammen, men nu kan virksomheden RadiSurf præsentere en limsamling, der faktisk er designet netop til det formål.
Idéen om de såkaldte intelligente lime tog sin begyndelse helt tilbage i 2008, hvor Aarhus Universitet, Grundfos A/S og SP Group A/S gik sammen i et projekt om at skabe en kemisk løsning på udfordringen med at lime metal- og plastmateriale.
Projektet stod på i fem år, og i 2013 stod man faktisk med en stærk teknisk løsning, der er baseret på, at man fra metaloverfladen syntetiserer polymerbørster, der efterfølgende blandes med plastmaterialet – altså netop et kemisk link mellem de to materialer.
Selvom man i 2013 stod med en holdbar løsning, var den relativ umoden, og langt fra markedsklar. To år senere kom spinoff-virksomheden RadiSurf på banen, og i dag arbejder man bl.a. inden for områder som 3D-print, hvor vedhæftningen af materialet er afgørende for printets kvalitet.
Næste led er gummi. De kemiske processer i gummi er langt mere komplekse end for termoplastiske/thermoset materialer, blandt andet på grund af den vulkaniseringsproces, som gummi gennemgår. Af den grund kan teknologien ikke blot kopieres, men skal videreudvikles for at kunne bruges. Derfor er et nyt projekt sat i gang. Aarhus Universitet er atter med, men denne gang er partneren AVK Gummi A/S.
Læs mere om de intelligente lime i Dansk Kemi udgave 1, side 16
Læs mere om RadiSurf her