Morten Meldel fik, sammen med Barry Sharpless og Carolyn Bertozzi, fornyligt Nobelprisen i kemi for opdagelsen af klik-kemi. En type kemi, der har haft enorm betydning siden opdagelsen for cirka 20 år siden.
Klik-kemien anvender kobber-ioner som katalysator, og nu er arbejdet gået ind på at finde en type af klik-kemi.
Kobber er effektivt som katalysator, men giftigt for levende organismer. Vi har derfor arbejdet med at finde et alternativ til kobber i klik-kemi, forklarer Changzhu Wu.
Han er kemiker og lektor på Institut for Kemi, Fysik og Farmaci på Syddansk Universitet, hvor han forsker i bæredygtige enzymer, og mener det er fuldt berettigede at den store opdagelse af klik-kemi var en Nobel-pris værdig.
Dog påpeger han, at fremtidens udgave bør være mere bæredygtig, som han og resten af forskerholdet har udgivet en artikel om
I vores ide til en ny slags klik-kemi arbejder vi stadig med kobber – men på en anden måde. Vi inkorporerer kobber-ionerne i proteiner og skaber dermed et metalloenzym, som allerede findes i vores organisme. Kobber i proteiner udgør ingen fare for hverken naturen eller levende organismer, forklarer Changzhu Wu.
Til opgaven har forskerholdet brugt billige og bionedbrydelige proteiner, nærmere betegnet bovine serum albumin (BSA), som stammer fra køer og er et almindeligt standardprotein i mange laboratorier.
Det får hægtet en polymer på sig, og det er i disse samlinger, at man kan få kobber-ioner til at indlejre sig i proteinerne og derefter fungere som den katalysator, der sætter klik-kemien i gang og gør kemikeren i stand til at sætte molekyler sammen.
Kort sagt bruger vi billige, bio-nedbrydelige proteiner til at omdanne giftige kobber-ioner til ugiftige biologiske katalysatorer, siger Changzhu Wu.
Deres idé er dog ikke det første forsøg på at gøre klik-kemi uafhængig af kobber-ioner.
Det samme gjorde kemikeren Carolyn Bertozzi, der greb Morten Meldals opdagelse og arbejdede videre med for at finde en måde at undgå de giftige kobber-ioner.
Hun fandt på at ændre klik-molekylernes form til ottekantet, som gjorde dem mere reaktive og i stand til at klikke sammen uden kobber-ioner. Det var den teknik, der gjorde hende til med-modtager af nobelprisen.
Kilde: SDU