Det skyldes en ny metode udviklet på DTU Fødevareinstituttet. Metoden halverer den tid, det tager slagterier at teste for sygdomsfremkaldende salmonellabakterier i svinekød.
Med nuværende testmetoder tager det mindst 10 timer at få prøvesvar. Den nye metode kan gennemføres på mindre end fem timer. Denne halvering betyder, at det er muligt at teste prøver inden for et skiftehold, og kødet kan dermed blive sendt hurtigere på markedet, hvilket også reducerer driftsomkostninger til kølerum og forlænger kødets holdbarhed i distributionskæden.
Arbejdsgangen i den nye testmetode, som er under patentering, ligner på mange måder det, som slagterierne er vant til fra de eksisterende testmetoder, hvilket letter implementeringen. Tidsbesparelsen skyldes i høj grad, at forskerne har optimeret prøveforberedelsen, men også analysedelen er ændret, så sygdomsfremkaldende bakterier hurtigere bliver påvist.

