Nogle dyr har et protein i kroppen, der gør dem selvlysende. Det protein kan hjælpe os til at få mere viden om en række hjernesygdomme, og det kan give forsøgsmusene et bedre liv.
Når man skal undersøge blodcirkulationen i hjernen hos forsøgsmus i forbindelse med forskning i sygdomme som depression, alzheimers og hjerneblødninger, gør man blodet i forsøgsmus selvlysende. Ulempen har været, at den kemiske farve, som man hidtil har anvendt, kun holdt ganske få timer, og musene måtte derfor have en masse injektion.
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet har udviklet en metode, hvor man gør brug af et selvlysende protein. Og det smukke ved metoden er, at det er musene selv, der snydes til at producere proteiner, og dermed holdes blodet selvlysende i månedsvis – og musene skal kun stikkes én gang.
En stor del af vores blod består af proteinet albumin. For at farve blodet selvlysende, tog forskerne genet fra det selvlysende protein og satte det sammen med genet fra albumin. Det selvlysende albumin-gen lavede de derefter til en genetisk modificeret virus. Når musene får virusset, farvede det deres blod selvlysende. Den genetisk modificerede virus gør ikke nogen syge, og den kan ikke sprede sig til andre dyr eller mennesker.
Virussen ender i musenes lever, der snydes til at producere det modificerede, selvlysende protein.
Ved at bruge det selvlysende protein, kan forskerne implementere de såkaldte R’er, som er principper for etisk brug af dyr i forskningen. Det handler om at gøre forskning med dyr bedre, mindske antallet af forsøgsdyr og i de tilfælde, det kan lade sig gøre, helt at erstatte dyrene.
Vi lever op til to af de tre R’er. Det er både forbedring (Refinement), fordi vi mindsker musenes stress, men det er også reducering (Reduction), fordi vi kan lave længere studier med den samme mus, så vi reducerer antallet af forsøgsdyr, siger Marie Curie-fellow Antonis Asiminas, der også har været med til at udvikle metoden.
Kilde: Københavns Universitet
