Nu er Kemifokus da gået helt fra snøvsen, tænker du, for er der noget, den giftige svovlbrinte gør, så er det da netop at lugte, ligefrem stinke. Så hvordan kan en så ildelugtende gas være en lugtfri dræber?
Svovlbrinte stinker ganske vist, vi kender stanken fra rådne æg, og det burde give en tidlig advarsel, ikke mindst fordi man kan lugte tilstedeværelsen af selv få ppb, langt under den farlige grænse. Uheldigvis har gassen den egenskab, at bliver man udsat for højere koncentrationer, fra 100-150 ppm, lammes lugtesansen, og den tydelige advarsel er væk.
At det ikke bare er tom teori, kan ses på de mange ulykker, flere med dødelig udgang, der har været gennem tiden med svovlbrinte. Fælles for dem var, at ingen eller kun få af de overlevende havde lugtet tilstedeværelsen af den dødelige gasart.
Og den er meget farlig. Ved 500 ppm lammes åndedrættet og bliver man udsat for koncentrationer over 1.000 ppm, kan blot ét eller to åndedrag være fatalt. Gassen er letantændelig og kan i høje koncentrationer eksplodere, men i langt, langt hovedparten af dødsulykkerne er årsagen lammelse af åndedrættet.
I flere af de voldsomme ulykker er også redningsfolkene kommet til skade eller ligefrem omkommet, netop på grund af, at de fik lammet lugtesansen.
Også her i landet er der eksempler på svovlbrinte-ulykker. I 2014 omkom to fiskere på Strandby Havn i Nordjylland. De var nede i lastrummet på deres kutter, og blev udsat for svovlbrinte. Den pumpemand, der sprang ned for at hjælpe, blev hjerneskadet, og en Falckmand, der blot kiggede ned i lasten, fik kort efter en blodprop i hjernen.
Læs mere om den lugtefrie dræber i Dansk Kemi, udgave 4, side 6
