Efter års udvikling af U-Loop-teknologien har Unibio underskrevet sin første kommercielle licensaftale med en kunde. Et kommercielt anlæg i fuld skala med adskillige U-Loop-fermentorer skal opføres og tages i brug i 2017, og hensigten med aftalen er at udvide denne kapacitet de følgende år.
Målet er at forsyne de europæiske og russiske markeder med virksomhedens kvalitetsproteinprodukt UniProtein®.
Verden har brug for bæredygtige løsninger på århundredets fødevareudfordring. Hvordan kan vi brødføde en voksende verdensbefolkning, når landbrugsarealet pr. indbygger falder? Og hvordan kan vi gøre det på en bæredygtig måde uden at ødelægge planeten? Omdannelsen af methan til føde ved at anvende en billig og rigelig ressource som naturgas er nøglen til at møde denne udfordring; Unibio integrerer i bund og grund energi- og fødevaresystemerne for at møde denne udfordring.
Henrik Busch-Larsen, Unibio’s CEO, siger:
– Vi tog for nylig det første spadestik i Kalundborg, hvor vi opfører et demonstrations- og produktionsanlæg, og vi er naturligvis glade og stolte over allerede at kunne annoncere opførelsen af et produktionsanlæg i fuld skala.
Unibio indviede sit pilotanlæg på Institut for Kemiteknik på DTU i oktober sidste år, og den nye partner ser samarbejdet med DTU som meget værdifuldt. Danmark har generelt stor ekspertise inden for fermenteringsteknologi, og DTU har et stærkt samarbejde med store danske selskaber inden for fermenteringsindustrien såsom fx Novozymes og Novo Nordisk.

