Det spørgsmål kan man ikke svare entydigt på. Det er en af de gåder, slangen stadig gemmer på. Her fortæller forsker Andreas Laustsen, hvad vi ved.
– Allerførst må man besvare spørgsmålet: hvornår er noget en gift? Alt i store mængder er som regel giftigt, men det betyder ikke, at det er en gift. Jeg holder mig til den definition, at gift er noget dyr primært producerer med henblik på at uskadeliggøre eller slå andre dyr ihjel.
På engelsk skelner man mellem poisons og venoms. Venoms dækker over gifte, der skal stikkes ind, og poisons er gifte, der skal spises (på dansk skelner vi ikke – men kalder det hele gift).
Poisons er baseret på små molekyler, dertil er der tungmetaller. De kan både optages gennem tarmen og ved injektion.
Venoms er proteinbaserede. Som udgangspunkt skal de stikkes ind, fordi de er for store til at blive optaget gennem tarmen. Derudover nedbrydes de i mave-tarm-kanalen af en lang række proteaser.
Hvorfor er ikke alle slanger giftige?
Jo mere gift slanger har, jo større overlevelseschance har de. Men hvorfor er det så ikke alle slanger, der er giftige? Det er måske, fordi det kræver rigtig meget energi at producere gift. Tapper man en slange for gift, tager det 2-3 uger, før den har genskabt giften. Visse slanger bruger op til 30% af deres energi på at producere giften. Og hvis man er en stor pyton, der kvæler sit bytte, så er gift kun en ekstra energiomkostning, der er unødvendig. Evolutionen har derfor inden for kvælerslanger selekteret de slanger, der producerer mindre gift.
For et par år siden sekventerede man den burmesiske pyton, og det kom som en stor overraskelse, at den faktisk har gener til at producere gift. Den bruger dem bare ikke. Det har givet mere interesse for toksin-evolutionen. En teori er, at alle slanger engang har været giftige, men at flere har omlagt deres jagtstrategi til kvælning og nu har mistet deres gift. En anden teori er, at alle reptiler kan have været giftige. Der er sågar nogle, der mener, at selv alle mammale dyr engang har været giftige.
The marbled sea snake – Aipysurus eydouxii – er formentlig fanget i midten af sin evolution lige nu. For mange år siden levede den af fisk, som den paralyserede med en potent neurotoksisk gift. Siden udviklede den sig fra primært at spise fisk til kun at spise fiskeæg. Fiskeæg bevæger sig ikke og skal derfor ikke paralyseres. Dette har betydet, at selvom der er sket en mutation i det vigtigste toksin, så det er fuldstændig ubrugeligt, har det ikke en direkte effekt på slangens evne til at nedlægge bytte. Dvs. at havslangen producerer en masse toksin, den ikke kan bruge. Den har endnu ikke skruet ned for produktionen. Den lever pt. med, at den har lidt dårligere forudsætning for at klare sig godt. Men fremadrettet vil individuelle slanger af denne art, som producerer mindre gift, formentlig blive selekteret af evolutionen, idet disse slanger vil have en overlevelsesfordel ved ikke at producere energikrævende gift. Det forventes derfor, at the marbled sea snake helt vil holde op med at producere gift langt ude i fremtiden.
Venoms kontra poisons
Slanger, edderkopper, skorpioner og en række andre dyr er venomous. Dvs. de har gift, der skal stikkes ind.
Frøer og visse fisk – som f.eks. fugu-fisken er poisonous. Dvs. de er giftige, når man spiser dem.
Læs om Andreas Laustsens arbejde med at udvikle slangemodgifte i vores næste nyhedsbrev.
Katrine Meyn
Andreas Laustsen
Tog sin kandidatgrad som civilingeniør med et gennemsnit på 12
Brugte 2 år på sin ph.d.
Blev i 2014 kåret som Danmarks sejeste ingeniør af Engineer the future
Blev i 2016 kåret som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år
Blev i 2017 kåret som en af Europas ”30 under 30” af Forbes.
