Den fjerde internationale vitaminkonference afholdes 25.-27. maj i København og sætter fokus på den nyeste forskning – specielt i relation til vitaminer fra fødevarer som en del af en sund kost.
På konferencen vil danske og internationale eksperter fra blandt andet USA, Australien, Indien, Irland, Storbritannien og Tyskland holde oplæg om betydningen for små børns udvikling af at få tilstrækkeligt med vitaminer, brug af biomarkører til at afsløre mangeltilstande, og udfordringerne ved at analysere fødevarers indhold af vitaminer og optimalt indtag gennem fødevarer. De vil også behandle spørgsmål som: omkostningseffektiviteten af vitaminforskning og de økonomiske konsekvenser af utilstrækkelig indtag.
Konferencen er relevant for personer fra undervisnings- og forskningsinstitutioner, myndigheder, ernærings- og sundhedsfaglige personer og virksomheder, der arbejder inden for området. Udover at blive udstyret med den nyeste viden, får deltagerne mulighed for at udvide deres netværk og udveksle erfaringer.
Konferencen afholdes i IDA’s lokaler på Kalvebod Brygge og er arrangeret af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
Se programmet og find mere information om konferencen på http://www.vitaminconference.com

