I lavindkomstlande kan forfalsket og dårlig medicin være en stor trussel mod mange menneskers sundhed. Farmaceuter Uden Grænser gør en kæmpe indsats for at komme problemet til livs.
Amila Zekovic er en af de farmaceuter, der rejser ud til verdens lavindkomstlande for at hjælpe befolkningen til større forståelse for medicin. Og der er stor brug for den viden, farmaceuterne har:
– Jeg tror, at der vil komme mere og mere fokus på, hvordan farmaceuter kan bidrage inden for humanitært arbejde. Nogle steder i verden er der forfalsket og dårlig medicin i omløb, som ikke virker eller virker meget dårligt, og derfor ikke hjælper mod sygdom. Her kan vi gøre meget som farmaceuter – vi kan hjælpe mange med vores viden om lægemidler, siger 28-årige Amila Zekovic, farmaceut og projektkoordinator hos Farmaceuter uden Grænser, der arbejder med at fremme sundhed gennem sikker brug af medicin.
Befolkningen i Ghana kan købe medicin alle vegne, f.eks. på gaden, på markeder og i busser. Derfor er der stærkt brug for farmaceuter, der kan rådgive og oplyse befolkningen om, hvad de skal passe på med, når de køber deres medicin:
– Sammen med lokale farmaceuter i Ghana oplyser vi befolkningen om, at noget medicin kan være dårligt og uvirksomt, og de derfor skal holde øje med bestemte ting. Medicinen må f.eks. ikke have ligget i direkte sollys, eller tabletten må ikke smuldre, når de åbner pakken, siger Amila Zekovic, der har været frivillig hos Farmaceuter uden Grænser, siden hun var studerende.
Farmaceut og first-mover
Amila Zekovic har været i Ghana flere gange i forbindelse med sit frivilligarbejde, og har blandt andet lavet feltarbejde til sit kandidatspeciale dernede. Det er det projekt, hun nu bygger videre på sammen med andre farmaceuter tilknyttet Farmaceuter uden Grænser.
– Vi ved, at dårlig kvalitet af medicin reelt er et problem for befolkningens sundhed i Ghana og kan i værste fald føre til flere dødsfald, og jeg tror, at forfalsket medicin er et område, der kommer til at være mere fokus på i fremtiden. På den måde er det også fedt at være blandt de første, der arbejder med oplysning om farlig medicin i Ghana, siger Amila Zekovic.
Farmaceut med et bredere udsyn
Som studerende ønskede Amila at få et bredere perspektiv og syn på, hvad der sker med medicin og sundhed ude i verden. Derfor begyndte hun at arbejde som frivillig.
– Jeg får noget ud af det på mange planer. Jeg får en større bredde i forhold til mit fag. Derudover kommer jeg rundt omkring i branchen og mødes med andre farmaceuter. Der er blandt andet netværksdage og kongresser, hvor jeg fortæller om projektet i Ghana, siger Amila Zekovic, der samtidig understreger, at det giver gode faglige kompetencer at lave arbejdet.
– Man får mange nye kompetencer af at være med til at skabe et humanitært projekt helt fra bunden og stå for koordinationen på tværs af landegrænser. Selv som ung farmaceut har man stor indflydelse på, hvordan projektet skal formes. Der er meget frihed til at afprøve flere ting, end man ville få lov til i de fleste jobs, siger Amila Zekovic, der også arbejder som klinisk farmaceut i Psykiatrisk Center København til hverdag.
Se Amila Zekovic fortælle på vores facebook-side UNGKEMI
Feltet farmaci er interdisciplinært af natur, og forskning og uddannelse på Institut for Farmaci på Københavns Universitet udgøres af en integrering af naturvidenskabelige, sundhedsvidenskabelige, sociale og tekniske videnskaber.
Farmaceuter er pga. deres solide og brede kendskab til lægemidler eftertragtede på arbejdsmarkedet. De fleste farmaceuter arbejder i medicinal- og biotekindustrien. 65 procent af de farmaceuter, der er uddannet inden for de seneste ti år, er således ansat i industrien, 15 procent arbejder på apotekerne, mens de resterende 20 procent er offentligt ansatte. Der er ansøgningsfrist til farmaceutstudiet 5. juli.

