Den 17. august indvier Teknologisk Institut et nyt pilotanlæg til bioraffinering af restprodukter. Dermed bliver det muligt at udvikle og efterprøve processer, som f.eks. proteiner og sukkerstoffer fra tang, roetoppe og mask fra ølproduktion og bioaktive komponenter fra rejeskaller, som kan bruges til foder, helsekost, kosmetik og konservering af maling.
– Restressourcer fra fødevareproduktion skal ikke længere betragtes som affald, men som en kilde til yderligere værdifulde stoffer, der via bioraffinering kan trækkes ud af det biologiske materiale. Med anlægget vil vi demonstrere, hvordan man kan skabe nye råstoffer og reducere CO2-udledningen, fordi de lokale råstoffer kan erstatte importerede råvarer. Her har Danmark gode forudsætninger for at blive globalt førende inden for bioraffinering, siger sektionsleder Anne Christine Steenkjær Hastrup, Teknologisk Institut til Ritzau.
I forbindelse med indvielsen afholdes der en workshop, hvor virksomheder med tilgængelig biomasse eller ønsker til nye produkter kan få vejledning om bioraffinering og potentielle nye forretningsmodeller. Se programmet her

