Først vandt Emilie Theresa Sørrig Butler fra Langholt prisen i kategorien Bioteknologi, og senere blev hun igen hevet op på scenen, hvor hun blev kåret til samlet vinder af Årets Naturtalent 2019.
Anerkendelse fra fagfolk
Priserne bliver uddelt til studieretningsprojekter i seks kategorier: biologi, fysik, bioteknologi, matematik, teknologi og kemi. Hver kategori har en første- og en andenpræmie på henholdsvis 2000 kroner og 1000 kroner, og på tværs af kategorierne hædres Årets Naturtalent med hovedpræmien på 3000 kroner. Præmierne er sponsoreret af Sparekassen Vendsyssel.
Niveauet var højt
Dommerkomiteen, som består af forskere fra AAU, var imponeret over niveauet blandt de opgaver, som var indstillet til årets priser, men især faldt de for Emilies opgave.
– Grundigheden i arbejdet og formidlingen af opgaven vidner om stor indsigt i de teoretiske og praktiske aspekter, som på denne vis overstiger det almindelige gymnasiepensum, hvilket kendetegner det Nordjyske Naturtalent, som vi hylder i dag.
Sådan skriver dommerne i begrundelsen for at udnævne Emilies opgave som vinder blandt et stærkt felt. Ud over selve opgaven var dommerne også imponerede over Emilies evne til at formidle sin viden, da hun også har skrevet en populærvidenskabelig artikel med titlen Grisen holder på menneskets hemmeligheder, som formår at kommunikere det svært tilgængelige emne på en måde, der gør det interessant for den almene læser.
De tolv vindere kommer fra ni nordjyske gymnasier. Emilie Theresa Sørrig Butler kommer fra Nørresundby Gymnasium og HF, og skolen kunne bryste sig af endnu en vinder, nemlig Kathrine Lykke Andersen, som vandt førstepræmien i kemi.

