Mange kender fornemmelse af, at kroppen “syrer til”. Det er mælkesyren. Det er et biprodukt, når en muskel hurtigt skal danne energi.
Imidlertid ses mælkesyre også i kræftceller, når de anvender store mængder energi på at dele sig. Et nyt studie fra Københavns Universitet kaster nu lys over, hvordan specifikke enzymer kan fjerne disse mælkesyremarkører. Det, håber forskerne, kan være med til at give en dybere forståelse af effekten af medicin mod blandt andet kræft.
Processen, der danner mælkesyre, giver altså både kroppen en hjælpende hånd, når det gælder for eksempel træning, men modarbejder den, når det gælder kræft. Derfor er det interessant for forskere at finde ud af, hvordan niveauet af mælkesyre påvirker menneskers celler.
Forskellige markører kan påvirke den måde menneskers DNA aflæses. En af de markører kommer fra mælkesyre.
Det ultimative mål er jo, at udvikle lægemidler som har så få bivirkninger som muligt. Jo mere viden, vi kan generere om de enzymer, der fjerner mælkesyremarkørerne, jo bedre kan vi også designe nye lægemiddelkandidater, der rammer de specifikke enzymer. Så opdagelsen kan potentielt få betydning for udvikling af ny kræftmedicin med disse enzymer som mål, siger professor fra Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi Christian Adam Olsen, der har stået i spidsen for studiet.
Epigenetik er græsk for ”ovenpå genetik” og henviser til, at en del af menneskers arvelige materiale er foranderligt. Som menneske kan man altså påvirke, hvordan ens arvemateriale aflæses i cellerne – for eksempel via kost, motion og søvn. Den epigenetiske proces kan gå galt, og det kan resultere i, at vi bliver meget syge.
Derfor er forskere interesseret i at forstå processen, så de bedre kan udvikle medicin mod for eksempel kræft.
Niveauet af mælkesyre blev langt højere, når vi fjernede de her enzymer. Det samme skete, når vi hæmmede enzymerne ved hjælp af eksisterende kræftmedicin, siger Carlos Moreno-Yruela, postdoc fra Københavns Universitet, og førsteforfatter af studiet.
Mælkesyren i cellerne kan nemlig ende som såkaldt epigenetiske markører, der har betydning for, hvordan vores gener bliver læst. Til forskel for vores genetik – som vi arver fra vores forældre – så kan vi selv påvirke vores epigenetik igennem livet.
Kilde: KU
