Svanemærkets krav til medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone er netop blevet skærpet. Samtidig kan en lang række nye produkttyper som iltmasker og sprøjter nu også opnå det officielle nordiske miljømærke.

Fra ilt- og bedøvelsesmasker til blod- og dialyseposer: Svanemærket har strammet og udvidet kriterierne for medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone, så langt flere produkttyper nu kan certificeres.
Det giver sundhedssektoren, der i stigende grad efterspørger miljømærket udstyr, bedre muligheder for at vælge produkter, der lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav.
-Vi har mærket en tydelig efterspørgsel fra regioner, hospitaler samt medicoindustrien og andre aktører i sundhedssektoren, der ønsker et bredere udvalg af svanemærket medicinsk udstyr. De udvidede kriterier er derfor godt nyt både for indkøbere, der vil stille skrappe miljø- og sundhedskrav, og for producenter, der ønsker at imødekomme den stigende efterspørgsel, fortæller Heidi Belinda Bugge, kriteriechef for Svanemærket i Danmark.
Skrappe krav til kemi og miljø
Sundhedssektoren bruger hver dag store mængder medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone. Der er derfor et betydeligt potentiale for at reducere miljøaftrykket på dette område – og samtidig begrænse brugen af sundheds- og miljøskadelige stoffer som fx PFAS.
-Svanemærket medicinsk udstyr og lægemidler i plast og silikone skal leve op til en lang række skrappe krav, der både tager hensyn til miljøet og til de mennesker, der skal anvende udstyret tæt på eller inde i kroppen, siger Heidi Belinda Bugge videre.
Svanemærkets krav til medicinsk udstyr:
• Er fri for halogeneret plast (fx PVC), halogeneret gummi og naturlatex.
• Opfylder strenge miljø- og sundhedskrav til stoffer i produktet, fx er PFAS, ftalater, bisphenoler og identificerede eller potentielle hormonforstyrrende stoffer på opdaterede lister fra EU og nationale myndigheder ikke tilladt.
• Har emballagedesign og -materialer, der fremmer genanvendelse.
• Ved fremstilling af silikoneråmateriale ved produkter, der hovedsageligt er fremstillet af silikone, skal udledning af støv og klorider til luft samt kobber og zink til spildevand begrænses.
Produkttyper omfattet af Svanemærkets nye kriterier
Svanemærkets reviderede kriterier dækker en lang række produkttyper, der blandt andet omfatter ilt- og bedøvelsesmasker, ånderballonsæt, blodposer, urinposer, dialyseposer, stomiposer og andre poser til overførsel af væsker, sprøjter samt analpropper og prolapsringe.
Derudover omfattes fleksible slanger, der anvendes til at fjerne gas eller væske, holde luftveje åbne eller tilføre ilt, andre gasser, medicin eller ernæring – herunder forskellige katetre, udstyr til intravenøs infusionsbehandling, tarm-, næse- eller mavesonder samt sugeslanger og dræn.
Kilde: Miljømærkning Danmark.

