Hanne Jarmer har altid ladet sig styre af sit engagement og sin eventyrlyst. Hun har arbejdet og brændt for kloning af bakterier, det humane genom og udvikling af nye undervisningsformer. Og så var det også lige ved at blive til en tur i rummet. Den nyeste udfordring er jobbet som institutdirektør for Systembiologi.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 4, 2015 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Katrine Meyn
Siden hun var barn, har Hanne Jarmer drømt om at løse livets mange fascinerende gåder. Hendes første fascination var menneskets krop. Hvad var der indeni og hvordan virkede den? Nysgerrigheden var stor og spørgsmålene mange.
Senere ville hun være dyrlæge eller ingeniør. Den sag blev afgjort under et praktikophold hos en dyrlæge. En gammel hund blev aflivet, og ejernes sorg var for skrap kost for Hanne på 14 år. Så det blev ingeniør, der vandt.
– Jeg elskede at rode med knallerter, og jeg overvejede seriøst både maskin- og kemiingeniør, fortæller hun.
Verdens bedste biologilærer i gymnasiet og en inspirerende biologibog blev udslagsgivende. I biologibogen læste hun: ”På DTU forsker de i bakterielle selvmordsgener”. Teksten handlede om en forsker, der studerede olienedbrydende bakterier. Deres afhængighed af et specifikt stof betød, at de døde, når stoffet var omsat, og opgaven var løst. Den historie greb hende og afgjorde hendes valg af retning.
Den ph.d.-studerende, der havde udført projektet, hed Steen Knudsen og blev faktisk senere Hanne’s ph.d.-vejleder på DTU.
Fart på kloningen
Hun startede på DTU i 1992. Specialet foregik på Institut for Mikrobiologi. Hun klonede 40 Bacillus subtilis stammer med forskellige promotorområder og målte deres aktivitet. Projektet forsvarede hun fire dage før sin termin med det første barn.
I februar 1999 fik hun tilbudt en stilling på Novo Nordisk på en mikrobiologisk kontrolafdeling. Personlighedstesten viste dog, at hun er den fødte forsker, som trives med forandring, tænker komplekst og er nysgerrig. Så hun valgte at takke ja til en ph.d.-stilling på DTU i stedet.
Bacillus subtilis
– I mit ph.d.-projekt var jeg så heldig at komme til at arbejde videre med B. subtilis, den bakterie, der stod mit hjerte nærmest, siger hun.
Målet var at undersøge cellens funktion ud fra en systembiologisk indgangsvinkel. Den viden kan gradvist overføres til beslægtede sygdomsfremkaldende bakterier.
Arbejdet med B. subtilis fortsættes, og under et EU-projekt deltager hun med at designe en chip til kortlægning af, hvilke dele af genomet, der udtrykkes. Man undersøger RNA under forskellige vilkår for at se, hvordan genudtrykket ændres i masser af sukker, under nitrogenmangel osv.
– På den måde fik vi udarbejdet et stort katalog, der viser, hvad bakterien bruger hvornår. Arbejdet mundede blandt andet ud i to artikler i Science, fortæller hun.
– Det var et godt sted at stoppe. En god afrunding. Jeg følte, at der skulle ske noget nyt.
Hvorfor ikke blive astronaut?
I efteråret 2004 så hun et stillingsopslag, hvor der blev søgt astronautkandidater. Hun var lige blevet gravid med sin tredje søn og afviste det i første omgang. Men…
– Jeg vidste, at det måtte jeg bare prøve. Det var Eventyr med stort E, forklarer hun.
– Jeg indsendte en ansøgning, og i juni 2005 var vi ni tilbage. I den uge ringede diverse medier konstant til mig. Jeg skulle føde en måned senere – så jeg var ikke bare super tyk, jeg var åbenbart også super hot.
Til endnu en udvælgelsessamtale sluttede den spændende rejse dog brat pga. hendes ellers succesfulde operativt korrigerede nærsynethed. Dette viste sig nemlig desværre ikke at være godkendt hos astronauter, hverken hos ESA eller NASA. Det blev den først to år senere.
– Men det var måske meget godt, at der var nogle, der sagde nej for mig. Ellers havde jeg nok aldrig fået barn nummer fire!, siger hun.
Fokus på det humane genom
Sideløbende fortsatte hun karrieren på DTU.
– Da jeg i 2006 fik tilbudt fastansættelse på DTU, var jeg ikke i tvivl. Både frihed og fleksibilitet er vigtige parametre for mig i mit arbejdsliv. På DTU kan man arbejde med det, man er god til og det, der er mening med.
Med tiden ændrede Hanne Jarmers forskningsfokus sig fra molekylær mikrobiologi til det humane genom og hun begyndte aktivt at bruge sine evner her.
– Min nuværende mand, Henrik Bjørn Nielsen, fik den idé, at man måske ville kunne forudsige ansigter baseret på genetik. Og den var jeg bare nødt til at løbe videre med.
– Det var et svært projekt at komme i gang med. Den genetiske side var meget dyr, og det viste sig hurtigt at være utrolig svært at få data. Det endte med, at det lykkedes at få adgang til data på Island, fortæller hun.
DTU Compute havde metoder til at nedbryde et ansigt til tal på en fornuftig måde, så man systematisk kan arbejde med både form og tekstur. F.eks. relaterer ansigtsbredden, sammen med øjnenes placering, til et tal på en skala (hver person er repræsenteret med sit tal). Alle skalaer kan holdes op imod genetikken og dermed kan sammenhængen findes. Når sammenhængen er kendt, så kan man gå baglæns. Simpelt i teorien, og tæt på umuligt i praksis.
Det er naturligvis langt mere kompliceret end vi troede. Desuden var vores datagrundlag alt for lille, med ”kun” 1.200-1.300 personer. Indtil videre er det eneste, vi tydeligt kan se, at ansigtsbredde er den parameter, der er lettest at afdække baseret på genetik.
Kan genetik så forudsige personlighed?
Dette projekt førte til et nyt. Kan genetik forudsige personlighed? Ideen er principielt den samme. Personlighedstræk er også bare et tal. Den største forskel er, at det ikke er en lige så stor del af personligheden, der er genetisk bestemt som udseende. Ca. halvdelen af folks personlighed har afsæt i genetikken. Men hvad skyldes den sidste halvdel? Den skyldes ikke-delt miljø, altså noget individuelt. Kan det være udseendet? Måden, vi bevæger os på, og måden vi taler på? At vi påvirker andre, så de får en idé om, hvem vi er og de, at de så påvirker os tilbage igen? Arbejdet er stadig i gang.
Alle disse spørgsmål fører til det næste projekt, hvor vi undersøger, om der er en sammenhæng mellem udseende – det neutrale ansigtsudtryk og måden man er på.
I et masterprojekt med 250 frivillige DTU-studerende skulle de bedømme hinandens udseende. Alle blev fotograferet og personlighedstestet. Så brugte vi computermetoden til at studere ansigterne og lod dem vurdere hinanden. Det viste sig, at der er sammenhæng mellem, hvordan man ser ud og hvordan man er – men de er meget subtile.
Fokus på uddannelse
De sidste fire år har Hanne Jarmer arbejdet målrettet med udvikling af uddannelse. Der er altid så meget, man kan gøre bedre, og hun havde lysten til at gøre det. Dertil var der på instituttet en rigtig god kultur, hvor man talte undervisning, som hun kunne bygge videre på.
– Brugte vi f.eks. de rigtige eksamensformer, de rette interaktive tilbud osv.? Hvordan viser vi de studerende, hvad det de lærer, skal bruges til? Kan der indlægges små elementer i undervisningen, der demonstrerer dette, og hvordan gør vi det i praksis? Osv. Alt blev diskuteret og meget blev prøvet af.
– Skandinaviens første kursus på coursera-platformen er fra DTU Systembiologi. Det var oplagt. Den professor, Anders Gorm Pedersen, som underviser kurset, er i verdensklasse, og han så hurtigt de pædagogiske fordele, og ikke mindst muligheden for at nå ud til mange flere studerende, siger Hanne Jarmer.
En stor og udfordrende opgave
Naturligvis måtte Hanne Jarmer søge jobbet som institutdirektør, da det blev slået op. For det byder på mange og store udfordringer af en hel ny slags. Instituttet har været gennem nogle hårde år med nedskæringer og omorganiseringer, og nu er der brug for, at der bliver samlet op og set fremad.
– For at kunne gøre det ordentligt, er det min helt klare strategi, at jeg fremover udlever min forskningslyst gennem andre. Og det skal ikke forstås på den måde, at jeg vil begynde at diktere det faglige fokus på instituttet, det er nemlig noget, som vi må gøre sammen.
– Jeg vil støtte de fantastiske eksperter og ildsjæle, der er på instituttet, så de kan lave den bedst mulige forskning. Jeg vil finde muligheder, så vi sammen kan stå på tæer og løse mysterier og finde spændende svar som aldrig før. Som et middel til at nå målet, vil jeg arbejde hårdt på at få opbygget en fælles kultur, siger hun.
– Jeg har da også en drøm om, at vi fysisk får mulighed for at samle instituttet. På trods af de hårde tider, så er DTU i positiv vækst og den håber jeg, at vi på sigt vil nyde godt af i form af bedre fysiske rammer, hvilket jeg ser som en vigtig detalje for et velfungerende institut.
– En anden vigtig opgave er at få identificeret vores forskningsområder. Vi er endnu ikke nået til, hvad vi skal fokusere på at ny-udvikle. Og selvom jeg naturligvis har ideer, så er det, som jeg sagde tidligere, ikke noget, som jeg vil bestemme oppefra og ned. Hvis vi virkelig skal rykke, så er det fagmiljøerne, der med minimal styring skal udstikke kursen.
– Det allervigtigste er, at vi sammen får skabt en arbejdsplads, hvor det er sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde, slutter hun.
Foto: Michael Barrett Boesen.
Hanne Jarmer
1998: Cand. Polyt. i bioteknologi fra Institut for Mikrobiologi, DTU.
2003: Ph.d. i bioinformatik på CBS, DTU.
2003: Adjunkt på CBS, DTU.
2007: Lektor på CBS, DTU.
2011: Gruppeleder af Behavioral Phenomics på DTU Systembiologi.
2015: Institutdirektør for Systembiologi, DTU.
Man kan læse mere detaljeret om hendes arbejde med Bacillus subtilis i hendes artikel ”Eksperimentel identifikation af gener”. Se relaterede artikler.
