Neanderthalere tilberedte føde af kød, grøntsager og rødder over ild og selvmedicinerede sig med urtemedicin for omkring 50.000 år siden.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 1/2, 2013 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Carsten Christophersen
Det har indtil for ganske nylig været god latin, at neandertalere hovedsageligt levede af kød. Nye sofistikerede undersøgelser af mellem 47.300 og 50.600 år gammel tandsten (calculus) viser, at de havde masser af grøntsager på menuen, og at de endog praktiserede urtemedicin. De gamle tænder stammer fra El Sidrón-hulen i Asturias i det nordlige Spanien, hvor mindst 13 neandertalere fandt deres sidste hvile.
Sukker og tandsten
Tandsten starter som belægninger (plaque) på tænderne. Sukker øger dannelsen, fordi bakterievæksten i mundhulen tiltager med stigende sukkerindtag. Bakterierne danner svært tilgængelige biofilm, der ophober dele fra føden og forkalker i løbet af et par uger. Det betyder – jo mere planteføde jo mere tandsten.
Analyser af tandsten
Tandsten – calculus inkluderer rester fra føden. Ved en kombination af optisk mikroskopi, skanning elektronmikroskopi, termisk desorption-gaskromatografi-massespektrometri, pyrolyse-gaskromatografi-massespektrometri identificeres en række mikrofossiler og nedbrydningprodukter fra de organiske rester i calculus. Kombinationen af disse metoder, der kræver 0,7 mg prøve, giver oplysninger om, hvilke typer stivelseskorn der findes, og dermed hvilke typer af planter der blev spist. Ved sammenligning med friskt materiale giver analyserne dels information om planterne og dels om tilberedningen. Nogle sekundære stofskifteprodukter er så karakteristiske, at de direkte afslører plantearten.
Menuen
Analyser af calculus fra fem individer afslører, at alle spiste stivelsesholdig føde. Foruden mange markører for sukkerarter antages en lang række ligekædede alkaner (C22–C35) at stamme fra planternes voksarter.
Indhold af fedtsyremethylestere, phenoliske syrer, phenoler og polynukleare aromatiske carbonhydrider (PAH) indikerer, at plantematerialet var varmebehandlet – kogt, stegt og/eller røget over ild, eller at personen havde indåndet røg. Analyserne påviste også markører for dyriske proteiner, men kun i ringe mængde og uden de forventede spor af dyrisk fedt.
En kvist kamille og lidt røllike
Kamille (Matricaria chamomilla) og røllike (Achillea millefolium), der begge smager bittert, stod overraskende nok også på menuen. DNA-analyser har vist, at beboerne fra El Sidrón havde det gen, som gør os i stand til at smage bittert. Det er vigtigt, fordi mange giftige planter også er bitre og derfor fravælges som føde. Røllike blev tidligere brugt mod diarre og til at stoppe blødninger. Kamille bruges stadig mod lette infektioner og hoste/åndedrætsbesvær. Det er nærliggende at antage, at neandertalere praktiserede selvmedicinering.
Neandertalere
Neandertalere uddøde for 30.000–24.000 år siden. I det moderne menneske stammer 1-4% af generne fra dem – der har altså været en vis kontakt. De var kraftigt byggede og har været meget stærke. Deres hjerne var sammenlignelig i størrelse og måske endda lidt større, end den vi er udstyret med.
Kilde
Neanderthal medics? Evidence for food, cooking, and medicinal plants entrapped in dental calculus. K. Hardy et al. Naturwissenschaften 2012, Bind 99, side 617-626.
Findes i både kamille og røllike. Andre coumarinderivater – 4,5,7-trimethylcoumarin, 4-methylherniarin og scopoletin (6-methoxy-7-hydroxycoumarin) blev også påvist. 4-methylherniarin smager bittert og nedsætter appetitten.
Både kamille og røllike indeholder det blå chamazulen. Også azulen, dihydroazulen og 4,6,8-trimethylazulen blev påvist. Dihydroazulen og chamazulen smager bittert og nedsætter appetitten.
