
Genmodificerede celler kan på sigt være en behandlingsmetode til patienter med temporallapsepilepsi (TLE). I rotteforsøg har en forskergruppe på Lunds Universitet indopereret en lille kapsel med sådanne celler i præcis de områder i hjernen, hvor TLE er lokaliseret.
Cellerne frigiver proteinet Glial cell-derived neurotrophic factor (GDNF), der kan mindske den overaktivitet i hjernen, som forårsager de epileptiske anfald.
GDNF bliver produceret naturligt i menneskekroppen, men via den lille kapsel kan mængden i det sygdomsramte område øges. Formålet med kapslen er, at de genmodificerede celler ikke bliver afstødt.
TLE er den mest almindelige form for epilepsi hos voksne. Det vurderes, at omkring 30 millioner mennesker er ramt på verdensplan, og af dem kan cirka 30 procent ikke gøres anfaldsfri via den nuværende medicin. Sygdommen kan vise sig på mange forskellige måder, for eksempel i form af angst, finger-fumleri, kvalme og hæmmet bevidsthed. Den kan føre til dårligere korttidshukommelse og give skader på temporallappen.
Kilde: lu.se