Stoffer fra gulerødder reducerer forstadier til kræft med helt op til 83 procent. Det opsigtvækkende resultat er forskere fra SDU og OUH kommet frem til i rotteforsøg. Forskerne arbejder nu på at få resultatet afprøvet på mennesker. Det skriver SDU i en pressemeddelelse.
Kræft i tyk- og endetarm er en af de hyppigste kræftformer i Danmark med cirka 5.000 nye tilfælde om året.
– Resultaterne er overraskende entydige. De viser, at forsvarsstofferne falcarinol og falcarindiol, som findes i gulerødder er i stand til at reducere antallet af svulster i rotternes tarme med helt op til 83 procent. Vores forsøg viser også, at en sådan effekt kan opnås ved daglig indtagelse af 3-4 gulerødder, forklarer postdoc Morten Kobæk-Larsen fra Klinisk Institut, SDU og Odense Universitetshospital.
Det er første gang, at det er bevist, at falcarinol og falcarindiol forebygger kræft i pattedyr, og resultaterne er nu blevet offentliggjort i det ansete engelske tidsskrift Food & Function.
De virksomme stoffer falcarinol og falcarindiol findes også i andre beslægtede grøntsager og urter som knoldselleri, bladselleri, persille og pastinak, men også i velkendte medicinplanter som ginsengrødder.
Forskerne bag studiet tror på, at resultaterne kan overføres til mennesker. Næste skridt bliver derfor at demonstrere effekten i mennesker, hvilket vil være banebrydende i forebyggelsen af den udbredte kræftform.