Præsten og missionæren Hans Egede var på sin vis Norges første kemiker – eller rettere – alkymist.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 12, 2002 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Helge Kragh, Aarhus Universitet,
I beskrivelser af kemiens tidlige historie i Danmark-Norge [1] møder man normalt ikke navnet Hans Egede. Dette kan synes naturligt nok, for Hans Egede var jo ikke kemiker, men præst og missionær, en berømt skikkelse i Nordens historie pga. sin pionerindsats i Grønland i første halvdel af 1700-tallet. Alligevel er der god grund til at gøre opmærksom på ham i en kemisk eller rettere alkymistisk sammenhæng.
I en skitse af norsk kemis historie fra 1909 startede kemiprofessoren Thorstein Hiortdahl faktisk med Hans Egede, der i hans fremstilling optræder som Norges første kemiker [2].
Alkymi anno 1720
Omkring 1720 var dansk-norsk naturvidenskab nede i en bølgedal, og på universitetet i København var der næsten ingen interesse for de kemiske videnskaber. Alkymi, her forstået som guldmageri, havde spillet en vigtig rolle i 1600-tallet, og på trods af dens ringe status blandt videnskabelige kemikere fortsatte den sorte kunst med at fascinere et langt stykke ind i oplysningstidens århundrede. Netop på den tid, da Egede tog til Grønland, optrådte den kontroversielle tyske pietistiske teolog, læge og alkymist Johann Conrad Dippel i Danmark, hvor han imidlertid endte i fængslet i Hammershus, hvor han sad mellem 1719 og 1726 [3]. På samme tid kom en italiensk alkymist, Johan Jacob de Maldini, til København, hvor han opholdt sig 1723-25. Maldini, der især var kendt for sin metode til at fremstille guld ud fra bly, blev modtaget ved hoffet og fik bolig i Rosenborg Have [4]. Uanset hvad naturforskere måtte mene om guldmageri, så var alkymi anno 1720 en anerkendt kunst blandt rigets ledende mænd. På denne baggrund er der ingen grund til at undre sig over, at også Hans Egede tog kunsten alvorligt.
Hans Egede som alkymist
Den unge præsts interesse for alkymien var motiveret i kontante grunde – mangel på penge til at finansiere sit grønlandske projekt. Egede kom i 1718 fra Lofoten til Bergen, Norges merkantile hovedby, med det formål at rejse til det halvt glemte Grønland. Som andre troede han, at der stadig var efterkommere af middelalderens nordboere, og det var oprindeligt dem, hans oplysnings- og missionsvirksomhed var rettet imod. Da han i Bergen ikke kunne finde sponsorer til sit projekt, overvejede han en anden måde at skaffe sig guld på – »Mig faldt derfore ind, hvad der tales og skrives om den saa kaldede Philosophiske Steen«.
I sin beskrivelse af sit grønlandske ophold gav Hans Egede et udførligt og åbenhjertigt referat af sit mislykkede alkymistiske eventyr, der giver indsigt i datidens forsøg på guldmageri [5]. Da han ikke havde kendskab til laboratoriepraksis, lærte han sig først de nødvendige »Chymiske haandgreb« hos en apoteker og gik derefter i gang med at eksperimentere, vejledt af alkymistisk litteratur. Men »med alt det Sudlerie, som jeg næsten udi tvende Aar plagede mig med, profiterede jeg intet uden Møje og skidne Fingre, og dertil nogle Pengers Forliis.« Videre studier af de klassiske alkymisters værker gjorde blot Egede endnu mere forvirret over »deres Hieroglyphiske og forblummede Talemaader«, saa han »tænkte aldrig mere at bryde min Hierne med saa unyttig Studering«.
Ikke desto mindre genoptog Egede med energi sine filosofiske studier efter i 1721 at være kommet til Grønland sammen med sin hustru Gjertrud Rasch. Han samlede sig et anseeligt bibliotek med »mere end 60 Chymiske Authores«, som han flittigt studerede. Hvilke værker, han læste, vides ikke med sikkerhed, men han henviste bl.a. til Johann Joachim Bechers Oedipus chimicus fra 1664 og til de skrifter, Ole Borch anbefalede i sin Conspectus scriptorum chemicorum fra 1697. Også den berømte polske alkymist Michael Sendivogius nævnte Egede, der formentlig har læst hans Lumen chymicum fra 1624. Endelig henviser han til »Com. Bernhardi«, formentlig alkymisten Bernardus Trevirensis, der i 1583 udgav værket De chymico miraculo.
Den praktiske afprøvning
Da Egede endelig mente at have forstået litteraturen, ville han føre teorien ud i praksis:
»Men om nu enten min Materia eller Modus procedendi har været rigtig, vil jeg ikke sige for vist; men efter det Tegn, som Philosophi Adepti forsikrer in Regimine Saturni plejer at aabenbares, og lader sig see, skulde jeg næsten slutte det; Thi min Materie, efter 50 Dages Forløb, begyndte at blive gandske sort … Men videre var jeg ikke værdig at see; thi, som meldt er, ved Forseelse af en alt for stærk Varme, agtede jeg min Materie at være fordærved, hvorfore jeg tog den ud, og, til min Skade, for Tiden aabnede den, ej agtende Philosophorum Erindring og Advarsel. … Efter at jeg nu ved Uforsigtighed havde fordærved alt mit Arbeide, og taget det udaf Glasset, vilde jeg ved Smelten udaf den sorte Materie faae mit Guld igien, som jeg havde indsat, men imod all Tanke befandt jeg, at det var forandred til en blyagtig Materie, næsten ligesom Antimonium, og til sit forige Corpus ikke kunde reduceres. Her lader jeg en Forstandig dømme, om fiint og puurt Guld, som det i Begyndelsen var, uden en Philosophisk Operation og Process, til en blyagtig Materie kand forandres, saaledes, at det ikke til sit forige Corpus kand reduceres?«
Desværre oplyser Egede ikke arten af sin »materie«, så hvad der er foregået under den langvarige opvarmning kan ikke rekonstrueres. På trods af sin fiasko mente Egede at være på rette vej og fortsatte sine kemiske operationer, der til hans forundring stadig ikke gav resultat. På intet tidspunkt tvivlede han på, om guldmageri var muligt, blot måtte han erkende »at det ikke var GUds Villie, at jeg skulle komme til slig Videnskab«. I øvrigt understregede Hans Egede, at det på ingen måde var begær efter guld, der drev ham til arbejdet, men derimod ædle hensigter: »Mit Øjemærke, sandelig, var ikke andet, end at befordre GUds Ære, og arme vankundige Menniskers Oplysning.«
Referencer:
1. E. A. Scharling, Bidrag til at oplyse de Forhold, under hvilke Chemien har været dyrket i Danmark, Indbydelsesskrift, Københavns Universitets Årsfest 1857. S. Veibel, Kemien i Danmark (København, 1939).
2. T. Hiortdahl, »Abriss einer Geschichte der Chemie in Norwegen,« 413-419 i P. Diergart, red., Beiträge aus der Geschichte der Chemie (Leipzig, 1909).
3. Om Dippel som kemiker, se O. Bostrup, »Berlinerblåt, den første kompleksforbindelse«, 5-24 i H. Kragh, red., Den Komplekse Kemi: Bidrag til Complexkemiens Historie i Danmark (Dansk Selskab for Historisk Kemi, 1994). Se også J. Petersen, Den Danske Lægevidenskab 1700-1750 (København, 1893), 74-78.
4. A. Fjelstrup, Guldmagere i Danmark i det XVII. Aarhundrede (København, 1906), 141.
5. H. Egede, »Relationer fra Grønland 1721-36,« Meddelelser om Grønland 54 (1925), 1-304.
