Virksomhederne mangler nu så meget arbejdskraft, at det potentielt koster samfundet over 30 mia. kr., lyder det fra Dansk Industri.
Manglen på medarbejdere er nemlig vokset vildt i løbet af de seneste tre måneder. Hvor virksomhederne i juni kunne have ansat yderligere 18.000 medarbejdere, så er tallet nu 32.000, fremgår det af en DI-analyse, som bygger på svar fra danske virksomheder her i september, og som er de nyeste tal for manglen på medarbejdere.
Der er nærmest tale om en eksplosion i manglen på medarbejdere. Og det er i hele Danmark og på tværs af brancher. Det er en dybt alvorlig situation, der koster både virksomhederne og samfundet dyrt. Vi står med alle muligheder for at realisere det grønne og fremtidssikrede samfund, vi ønsker os, men både nu og på den lange bane kræver det helt fundamentalt, at der er hænder nok til at gøre mulighederne til virkelighed. Den grønne omstilling og den digitale transformation realiserer ikke sig selv, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.
Ifølge DI’s analyse kan det samfundsmæssige tab opgøres til 32 milliarder kroner om året. Det er den værdi, som virksomhederne og deres medarbejdere i fællesskab kunne have skabt, hvis altså der var nok kvalificeret arbejdskraft at få.
Så massivt og akut et samfundsproblem kalder på, at regeringen og Folketinget finder konkrete løsninger, som kan løfte arbejdsudbuddet nu og her. Eksempelvis ved at få flere af vores værdsatte ældre medarbejdere til at vælge arbejdet til og efterlønnen fra, ved af få de unge hurtigere i gang samt ved at få sænket beløbsgrænsen for relevant udenlandsk arbejdskraft, siger Lars Sandahl Sørensen.
Seks ud af ti virksomheder ser manglen på arbejdskraft som den største udfordring for væksten, viser DI’s analyse også.
Kilde: DI