
Miljøministeriet er i gang med en analyse af konsekvenserne af sagen om virksomheden RGS Nordic, der bl.a. importerer olieholdigt spildevand fra Norge og udleder det renset i Agersø Sund ved Skælskør.
I den forbindelse har Miljøministeriet været i dialog med EU-kommissionens juridiske eksperter. Resultatet af dialogen er, at Danmark kan give afslag på at importere visse typer affald, herunder spildevand med et lavt indhold af olie.
– Jeg har i dag meddelt Folketingets partier, at Danmark er i den position, at vi fremadrettet kan afvise import af visse typer spildevand. Jeg har også meddelt, at jeg vil bede Miljøstyrelsen bruge denne mulighed af hensyn til vores vandmiljø, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Den nye vurdering foreligger i forbindelse med den afdækning, som Miljøministeriet efter drøftelser med eksperter i EU-Kommissionen har foretaget. Der er hermed tale en ny vurdering af Danmarks muligheder for at give afslag til denne type af import.
Det er regler i EU’s transportforordning, der giver mulighed for, at et land kan give afslag, fx når en stor del af det importerede affald skal bortskaffes og kun en meget lille del kan nyttiggøres, altså genanvendes, og der samtidig er negativ miljømæssig påvirkning eller en meget ringe økonomisk gevinst.
– Når påvirkningen af vandmiljøet er så stor i forhold til, hvor lille en del, der kan nyttiggøres, så er det min holdning, at Danmark ikke skal modtage denne form for olieholdigt spildvand fra udlandet fremover, siger miljøministeren.
Kilde: Miljøministeriet