
Rent drikkevand er et stigende problem rundt om på kloden, men nu kommer der hjælp i form af et samarbejde mellem den dansk start-up Alpha-E, den store Alfa Laval-koncern og et EU-projekt.
Vores anlæg gør det muligt at skaffe rent drikkevand til befolkningen i fjernt beliggende områder, hvor det i øjeblikket er dyrt, besværligt og nogle steder umuligt, især fordi de nuværende anlæg er afhængige af strøm og skal vedligeholdes jævnligt, siger Kim Nichum, grundlægger af Alpha-E.
Vandanlægget kombinerer Alpha-E’s eget, patenterede solenergianlæg og Alfa Laval-koncernens destillationsanlæg. Anlægget drives af solenergi, der skaber termisk energi til rensning og destillering af grundvandet.
Samarbejdet mellem de to virksomheder kom i stand EU-projektet ”Smart Energy2Market”, som mellem 2015 og 2021 har modtaget 11,1 mio. kr. i støtte fra EU’s Regionalfond.
Oprindeligt havde Alpha-E udviklet spejle til termisk energi til bl.a. fødevarebranchen under sydlige himmelstrøg. Men projektleder i Smart Energy2Market Dorthe Bramsen Clausen så en mulighed for en kobling med Alfa Laval, der bl.a. producerer anlæg til vandrensning til store skibe. Teknologien kan også bruges på landjorden, hvis der kan skabes damp, og det kunne Alpha-E levere.
Kim Nichum peger på, at anlægget er enkelt i både drift og opstilling
Vores anlæg kører på solskin, og det er nemt at opstille og transportere. Anlægget sendes i trækasser, der kan være bag på en lastbil, og det kan samles på stedet og kræver så lidt knowhow, at 85 procent af konstruktionen kan produceres af en lokal smedevirksomhed.
Internationalt er der allerede nu stor interesse fra potentielle kunder: Arabian Industries ønsker vandrensningsanlæg til deres borerigge, hvor 5.000 medarbejdere skal have adgang til rent drikkevand. Samtidig har Alpha-E fået forespørgsler fra Oman, hvor der er behov for rent drikkevand til oliearbejdere, og fra ferieresorts på Maldiverne samt mejerier og bryggerier i Canada og USA.
Kilde: Erhvervsstyrelsen