Den overtager myrers hjerner, så de klamrer sig fast i toppen af græsstrå for at blive spist af køer og hjorte. Leverikten har en vanvittig livscyklus der går gennem snegle, myrer og græsædere, og nu ved forskere fra Københavns Universitet lidt mere om, hvordan den gør myrer til zombier. Ny viden der gør os klogere på parasitter, som måske er den mest udbredte livsform i verden.
Forestil dig at vågne op, mens du klamrer dig fast til toppen af et svajende græsstrå højt over jorden uden helt at vide, hvordan du er havnet der. Det er virkeligheden for myrer, der inficeres med den lille leverikte. Leverikten har en kompliceret, ja nærmest vanvittigt udtænkt, livcyklus, som starter med at parasitten overtager en myres hjerne og gør den til en slags zombiemyre.
Herefter får parasitten den sagesløse myre til at kravle op i toppen af et græsstrå og låse sine kæber fast om strået, så den lettere kan blive spist af græsædende dyr, som hjorte og køer.
Men ved at overvåge zombiemyrer over en længere periode har forskere fra Institut for Plante og Miljøvidenskab på Københavns Universitet opdaget, at parasittens kontrol med myren er mere udspekuleret end først antaget. Den får nemlig også myren til at kravle ned igen, når det bliver for varmt.
-Det er ret smart at få myrerne op i græsset, når køer eller hjorte græsser i de kølige morgen- og aftentimer – og samtidig sikre sig, at myrerne kravler ned i de varmeste timer midt på dagen, hvor solens stråler ville være dødelige for myrerne og dermed også parasitten. Vores nye opdagelse afslører altså en parasit der er endnu mere sofistikeret, end vi troede, forklarer lektor Brian Lund Fredensborg, som lavede studiet i samarbejde med tidligere specialestuderende Simone Nordstrand Gasque som i dag er PhD studerende ved Wageningen Universitet i Holland.
Fandt myrens “zombie-on/off knap”
Forskerne har undersøgt parasittens kontrol over myrerne ved at mærke flere hundrede inficerede myrer i Bidstrupskovene nær Roskilde. På den måde har de været i stand til at observere deres adfærd i forhold til lys, luftfugtighed, tid på dagen og temperatur. Forskerne så myrer udvise denne zombie-adfærd i flere måneder af gangen, hvor de kravlede op og ned ad græsstrå for at blive spist af skovens hjorte.
-Det krævede lidt fingerfærdighed at lime farver og numre på myrernes bagkroppe, men det gjorde os i stand til at følge dem meget præcist i længere perioder, hvor parasitten holder myren i live, siger Brian Lund Fredensborg.
Og observationerne resulterede altså i, at forskerne fandt en meget tydelig effekt af temperatur, mens de øvrige faktorer ikke påvirkede myren. Når temperaturen falder, bliver den inficerede myrer til en zombie der, uden at tøve, kravler op i nærmeste græsstrå og bider sig fast. Når temperaturen stiger igen, giver den slip og kravler ned, og bliver sig selv igen.
-Vi fandt en tydelig sammenhæng mellem temperatur og myrens adfærd. Vi har joket lidt med, at vi nu har fundet den knap, der gør myrer til zombier, siger Brian Lund Fredensborg.
Trojansk hest ind i græsæderen
Når leverikten inficerer myren, kan flere hundrede parasitter trænge ind i myrekroppen. Men kun et enkelt individ finder vej til myrens hjerne, hvor den påvirker myrens adfærd. Resten af leverikterne placerer sig i myrens bagkrop.
-Her kan der sidde flere hundrede leverikter, som bare venter på, at myren får dem indenfor i deres næste vært. De er pakket ind i en kapsel, som beskytter dem mod koens mavesyre, mens den leverikte der overtaget kontrollen med myren dør. Man kan sige, at den ofrer sig for de andre, forklarer Brian Lund Fredensborg.
Dyr, der inficeres med mange leverikter, kan få leverskader, da parasitten bevæger sig rundt i værtens lever og galdegange.
Påvirker naturens fødekæde
Udover myrer der bliver til zombier, er der Ifølge Brian Lund Fredensborg mange andre eksempler på parasitter, som ændrer dyrs adfærd, så de lettere bliver spist og bringer parasitten videre til en ny vært.
-Parasitter er en helt normal del af et økosystem og kan faktiske påvirke det ganske meget, når de overtager en vært, som de gerne vil have et andet dyr til at spise, fortæller han.
Derfor har parasitter, som kaprer værtens adfærd en større finger med i spillet i naturens fødekæde, end mange måske går og tror. De er ifølge Brian Lund Fredensborg en underbelyst gruppe af dyr, som det nye studie gør os lidt klogere på:
-Der har historisk været meget lidt fokus på parasitter, selvom der er videnskabelige kilder der siger, at parasitisme er den mest udbredte livsform. Det skyldes blandt andet, at de er ret svære at studere. Ikke desto mindre udgør den skjulte verden af parasitter en væsentlig del af biodiversiteten og ved at ændre værtens adfærd kan de være med til at afgøre hvem der spiser hvad i naturen. Derfor er de vigtige for os at forstå.
Den lille leverikte er udbredt i Danmark, Europa og andre tempererede steder i verden. Forskeren og hans kolleger fortsætter med at have leverikten under lup, da de i fremtiden gerne vil blive klogere på præcist hvordan parasitten overtager myrens hjerne.
-Nu ved vi, at temperaturen bestemmer hvornår parasitten overtager myrens hjerne, men vi mangler stadig at finde ud af hvilken cocktail af kemiske stoffer parasitten bruger til at forvandle myrer til zombier, siger Brian Lund Fredensborg afslutningsvis.
Leveriktens livscyklus
Zombie-myren: Leverikten inficerer en myre og får den til at sætte sig fast i et græsstrå, så den næste vært, køer, får, hjorte og andre græsædere spiser den. En enkelt leverikte vandrer til myrens hjerne hvor den kan kontrollere myrens adfærd, mens en større flok af dens artsfæller venter i myrens bagkrop.
Græsæderen: Køer, hjorte eller får kommer til at spise myren, som sidder fast på græsstrået og bliver dermed inficeret med leverikterne. Den ene leverikte, der har overtaget kontrollen med myrens hjerne, dør i mavesyren på værten. Den større flok i myrens bagkrop er beskyttet af en kapsel, der først bliver opløst, når de befinder sig i tarmen. Her finder leverikterne vej gennem galdegangene ind i leveren, hvor den suger blod og udvikler sig til en voksen ikte, der begynder at lægge æg, som udskilles med værtsdyrets afføring.
Sneglen: Når æggene er kommet ud med afføringen ligger de på jorden og venter på at der kommer en sneglforbi. Sneglen spiser bl.a. afføring fra græsædere og får på den måde æggene ind i sig. Inde i sneglen udvikler æggene sig til haleikter, der aseksuelt – dvs. at de uden at have sex, kan reproducere sig selv og mangedoble sit antal til flere tusinde inde i sneglen.
Slimbolden: For at komme ud af sneglen og videre til deres næste vært får haleikterne sneglen til at hoste dem op i en klump slim. Slimbolden virker af uvisse årsager tiltrækkende på myrer, som spiser slimet og på den måde indtager haleikterne.
