Der er kul på hjernebarken i de danske små og mellemstore virksomheder, hvis man kan sætte lighedstegn mellem opfindsomheden og Erhvervsministeriets tilskudsordning til patenter blandt små- og mellemstore virksomheder.
Hele 126 virksomheder ansøgte, hvilket betød, at patentvoucherpuljen er igen blevet revet væk.
At patentvoucherpuljen er blevet tømt så hurtigt vidner om, at innovationskraften og eksportambitionerne er store blandt danske virksomheder. Når det kommer til at bruge patenter, er store danske virksomheder blandt de førende i Europa, men typisk har danske SMV’er haltet efter. Derfor er det glædeligt at se, at mange mindre virksomheder tager så godt imod tilbuddet om at komme i gang med deres patentproces, for det øger muligheden for tiltrækning af investorer, eksport og vækst, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
De virksomheder, der ikke fik del i ordningen i denne runde, har mulighed for at søge igen, når puljens anden runde åbner den 4. oktober. Den samlede pulje lyder på 5 millioner kr. i år, som fordeles ligeligt på de to ansøgningsrunder. Ordningen administreres af landets erhvervshuse, og de bekræfter, at virksomhederne har taget godt imod tilbuddet om tilskud.
Kilde: Patent- og Varemærkestyrelsen