Nogle af verdens mest kendte midler til at styrke den mandlige potens, phosphodiesterase type 5 (PDE5-hæmmere), der bl.a. findes i midler som Viagra, har også en anden effekt. De giver mænd med tyktarms- og endetarmskræft en bedre prognose, viser en undersøgelse, der er kommet i stand mellem region Skåne og Lunds Universitet.
Det er ikke nyt, at PDE5-hæmmere kan kan hæmme tumorvækst og tumorudvikling, men det er hos mus. Hidtil har det ikke været påvist, at det samme sker hos mennesker. Indtil nu.
Ved at koordinere landsdækkende registre identificerede Wuqing Huang, ph.d.-studerende fra almen medicin og klinisk epidemiologi, Lunds Universitet og Center for Primærplejeforskning, alle svenske mandlige patienter med kolorektal kræft, der havde brugt PDE5-hæmmere efter at have fået diagnosen kræft (i alt 1.136 patienter). I undersøgelsens opfølgningsperiode døde 10,2 procent af patienterne, der havde modtaget PDE5-hæmmere, efter deres diagnose. I gruppen, der ikke havde modtaget sådanne hæmmere (i alt 11.329 mennesker), døde 17,5 procent af patienterne.
Den beskyttende virkning af stofferne var endnu stærkere hos mænd, der havde gennemgået åben kirurgi (ikke kikkertoperation).
– Dette fund er det første bevis nogensinde hos mennesker vedrørende antitumorvirkningen af PDE5-hæmmere på tyktarmscancer, hvilket styrker det prækliniske bevis, siger Wuqing Huang.
Kilde: lu.se