Oxalsyre, også kendt som ethandisyre, er en divalent syre, som findes naturligt i en række planter, heriblandt rabarber.
Fødevarer, som indeholder store mængder oxalsyre, kan hæmme absorptionen af calcium fra mave-tarmkanalen, idet calcium danner et tungtopløseligt salt, calciumoxalat, når det kommer i kontakt med oxalsyre. Da calcium er vigtigt for knogleopbygningen og opretholdelsen af en normal muskelfunktion, kan et lavt calciumoptag være problematisk.
Ved anvendelse af rabarber i mad kan man derfor anvende “Nonoxal” til at neutralisere oxalsyren, så calciumabsorptionen ikke hæmmes. “Nonoxal” består af calciumchlorid, som reagerer med oxalsyre og danner calciumoxalat, hvorved oxalsyren “neutraliseres”.
Alternativt kan man anvende mælkeprodukter, idet disse har et tilstrækkelig højt indhold af calcium til at “neutralisere” oxalsyren, hvorved absorptionen af calcium i mave-tarmkanalen opretholdes.
Du kan se flere sjove keminyheder på vores facebook-side UNGKEMI