Ny dansk forskning har vist, at niveauet af salte i hjernen spiller en afgørende rolle for vores søvn og vågne tilstand. Opdagelsen kan få stor betydning for forskning i psykiatriske sygdomme som skizofreni og krampeanfald ved mangel på søvn, samt hvorfor vi er så forvirrede efter bedøvelse, vurderer professor Maiken Nedergaard.
Forskerne har påvist, at niveauet af salte i kroppen og hjernen er forskelligt alt efter, om vi er i vågen eller sovende tilstand. Ved at påvirke saltene kan man kontrollere, om en mus sover eller er vågen. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet, som netop er publiceret i Science.
Dermed spiller saltene en langt større og mere afgørende rolle, end man hidtil har forestillet sig. Opdagelsen afdækker et helt nyt lag i forståelsen af, hvordan hjernen virker.
Forskerne har testet på mus, om de ved at give musen indsprøjtninger med salte i hjernen kan styre musens søvn og vågne tilstand – uafhængigt af neuromodulatorerne. Neuromodulatorer er stoffer som for eksempel adrenalin, som spiller en afgørende rolle for, at vi vågner hver morgen. Forsøget viste, at adrenalin og andre neuromodulatorer ændrer saltbalancen omkring neuronerne, og at saltbalancen så bestemmer, om neuroner er følsomme for stimulation som berøring. Når vi er vågne, er saltbalancen sådan, at neuronerne er meget følsomme for stimulation. Modsat saltbalancen i hjernen når vi sover, som gør, at det er sværere at aktivere neuronerne.
Det betyder, at det ikke alene er nok at studere neuroner for at forstå hjernens aktivitet. Man skal inkludere støttecellerne, specielt astrocytterne, som regulerer saltbalancen i hjernen.
Studiet hedder “Changes in the composition of brain interstitial ions control the sleep-wake cycle”.

