
Lav dit eget kemi-eksperiment. Dyk ned i epidemiernes historie i Steno Museets kælder. Følg med horror-forskeren ind i mørket i zombielandet ’Haunted House’.
Når Aarhus Universitet afholder Forskningens Døgn, skal man normalt møde op i Stakladen. Men i år kommer er det omvendt
På grund af Covid bliver Forskningens Døgn 2021 virtuel. Onsdag den 28. april kan man derfor fra kl. 14 til 20 få spændende forskning hjem i sin stue – ganske gratis.
Det virtuelle Forskningens Døgn består blandt andet af en række videoer med shows og rundvisninger, som man kan se, når det passer ind i kalenderen.
Man kan for eksempel finde sin indre kemiker frem og lade sig guide af de studerende fra Kemishow til at lave spændende og sikre kemiforsøg derhjemme.
Eller tage med ned i Steno Museets kælder på en guidet tur i epidemiens historie fra pesten til Covid-19. Her kan man høre museumsinspektør Morten Arnika Skydsgaard fortælle, hvorfor et samfunds indretning og sammenhængskraft altid har haft stor betydning for bekæmpelse af epidemier.
Besøg også gyserhuset ’Haunted House’ sammen med horror-forsker Mathias Clasen, og hør, hvorfor vi har brug for gys, gru og horror i vores liv.
Ud over videoerne med shows og rundvisninger består det virtuelle Forskningens Døgn på Aarhus Universitet af 73 live-streamede speedforedrag fra kl. 14 til 20. Her sidder veloplagte AU-forskere klar til at formidle deres forskning via Zoom – og man kan stille spørgsmål i chatten.
Kilde: Aarhus Universitet