Plastaffald er et af tidens store miljømæssige problembørn. Hvis affaldet håndteres korrekt, kan det imidlertid være en nyttig ressource, som kan give nye forretningsmuligheder. Det har aktørerne i et nyt samarbejdsprojekt sat sig for at bevise i det, de kalder Europas førende plastsymbiose.
– Det er ambitiøst at gå efter at blive Europas førende plastsymbiose, men der er mange gode kræfter i og omkring Aalborg, der engagerer sig i visionen om bæredygtige cirkulære løsninger, så vi tror fuldt og fast på det, siger AAU-forsker Lone Kørnøv, som er projektleder.
Aalborg Øst har ifølge Lone Kørnøv et godt udgangspunkt for at nå målet. Der er en stærk tradition for samarbejde i symbioser, der er engagerede virksomheder med plastressourcer i området, der er god infrastruktur og et affaldssorteringsanlæg, der er tæt tilknytning til anerkendte forskere på Aalborg Universitet, og der er vigtig deltagelse fra Aalborg Havn og Erhvervsnetværk 9220, som begge har stor fokus på at gøre miljø til en fordel. Endelig er der god opbakning fra Aalborg Kommune i forhold til at sikre gode rammevilkår.
Kilde: Ritzau