Antikkens egypteres sygdomme og behandlingsmuligheder er godt beskrevet gennem analysen af de mange balsamerede mumier og de endnu flere mumificerede lig. En anden væsentlig kilde er de ti medicinske papyri, som beskriver diagnoser, behandlinger og medikamenter.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 11, 2016 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder.
Af Ole Sonne, lektor emer., dr.med., Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Den omhyggelige balsamering af overklassens døde gav ikke egyptiske læger et grundigere kendskab til den menneskelige anatomi, for balsamering var et håndværk udført efter fastlagte ritualer, som gik i arv fra far til søn og altså ikke en teknik, som lægerne blev klogere af.
Den egyptiske gudeverden rummede guder for næsten alt, men ingen for sundhed eller helbredelse. Arkitekten, ingeniøren og lægen Imhotep (ca. 2655-2600 fvt.), medicinens og lægegerningens fader, blev ca. 2000 år efter sin død ophøjet til gud for lægevidenskab og helbredelse som en pendant til den græske lægegud Asklepios [1].
Mumier
Mumierne udgør en uvurderlig kilde til de af datidens sygdomme, som har afsat spor i resterne af de balsamerede lig [2]. Forskere har noget hårdhændet dissekeret dem, men også undersøgt med mindre ødelæggende teknikker. Det første røntgenbillede af en egyptisk mumie blev taget i marts 1896 af Walter König (1859-1936), kun fire måneder efter Wilhelm Conrad Röntgens (1845-1923) opdagelse af røntgenstrålernes diagnostiske muligheder, og siden har man gentaget disse undersøgelser i takt med billeddiagnostikkens teknologiske fremskridt.
Den hyppigste lidelse fundet i mumierne er slidgigt, men der ses også podagra, åreforkalkning og tuberkulosebetingede knogleforandringer. Der er endda fundet mumier med bevarede bandager efter knoglebrud fra Det gamle Rige, dvs. ca. 4.500 år gamle mumier. En underarm var bandageret med tre stykker bark, medens et lårbensbrud helt insufficient kun var bandageret med tre smalle og alt for korte træskinner, der ikke har kunnet yde den nødvendige støtte, helt i tråd med fundene af katastrofalt dårligt helede knoglebrud [3 s. 14-16].
Det er imidlertid ikke kun fra balsamerede faraoner, ypperstepræster og departementschefer [2], vi har vores viden om sygdomsmønstret i datidens Egypten. Mange almindelige mennesker blev begravet i det tørre ørkensand og udtørrede, før forrådnelsen indtrådte. I over 30.000 undersøgte mumificerede lig fandt man kun ét tilfælde af galdesten, tre med nyresten og to med blæresten [3 s. 16]. Der var ikke et eneste eksempel på ar efter kirurgiske indgreb, så kirurgien har formentlig været koncentreret om reparation af traumer, bortset fra omskæring af penis, som Herodot (ca. 485-420 fvt.) mente blev foretaget, fordi egypterne foretrak ”at være renlige frem for kønne”.
Papyri
En anden kilde til information om egypternes medicinske formåen er de ti bevarede papyrusruller med lægevidenskabeligt indhold med Papyrus Berlin fra det 21. århundrede fvt. som den ældste. Den 18,6 m lange Papyrus Ebers beskriver et bredt udpluk af forskellige sygdomme og indeholder 877 recepter, men indholdet hælder til det mystiske.
Den tyske egyptolog Hermann Grapow (1885-1967) konkluderede efter gennemgang af flertallet af de medicinske papyri, at de gamle egyptiske læger observerede omhyggeligt, besad en systematisk undersøgelsesteknik, udviklede principper for diagnose og havde et stort instrumentarium af gennemprøvede virkemidler til bekæmpelse af sygdomme [4 s. 16-17].
Papyrus Edwin Smith er en kirurgisk lærebog fra ca. 1600 fvt. men er i lighed med de fleste andre medicinske papyri formentlig en kopi af ældre skrifter, idet denne papyrus tillægger Imhotep det oprindelige forfatterskab. Beskrivelsen af lidelserne er meget systematisk startende med hovedet, så halsen etc. Denne papyrus gennemgår med en anatomisk viden systematisk undersøgelsesteknik, diagnose, behandling og prognose for en række sygdomme, men mest sår, hvilket tyder på, at den var tiltænkt militærkirurger. Der er anvisning på syning af sår, og til standsning af blødninger anbefales tamponade med råt kød, hvis indhold af bl.a. vævsfaktor vil aktivere blodets koagulationssystem.
Man har bemærket, at hjerneskader kan medføre ændret funktion eller lammelse af andre dele af legemet. Sygehistorie nr. 31 er den første beskrivelse af kvadriplegi (lammelse af alle fire ekstremiteter) kombineret med urininkontinens og priapisme (vedvarende erektion) efter forskydning af nakkehvirvler, og den afspejler en ret stor viden om anatomi, fysiologi, neurologi og patologi. Rådet er at undlade behandling [5].
De fleste af de medicinske papyri er ret specialiserede. Papyrus Kahun handler om gynækologi, Papyrus Carlsberg VIII og Papyri Ramesseum III, IV og V om øjensygdomme og graviditet, Papyrus Chester Beatty om endetarmssygdomme og Papyrus Brooklyn anbefaler afsnøring og udsugning af giften efter slange- og skorpionbid.
Medikamenter
Hovedparten af ingredienserne i de foreslåede medikamenter kan ikke identificeres, mange af de identificerbare må i dag erkendes som værende uvirksomme, men der er stadig en ikke ubetydelig rest med kendt virkning. Det er ganske fornuftigt at spise muggent brød ved blærebetændelse, for muggen indeholder antibiotika. Brugen af salve med knust malakit, hvis kobberindhold virker dræbende på mange bakterier og svampe, er derfor godt mod betændte sår. Papyrus Hearst angiver 260 recepter, af hvilke vi i dag kan konstatere, at 28% har en virkning i større eller mindre grad.
Egypterne havde en klar opfattelse af sammenhængen mellem pulsen og hjertet, men en forståelse for blodets rolle i kredsløbet manglede. I den kirurgiske Papyrus Edwin Smith skelnes der heller ikke mellem arterier, sener og nerver – enhver kirurgs mareridt. De brugte Nilen som en kendt referenceramme: der skulle være fri strømning, hvis man skulle trives. Hvis kanalerne stoppede til, måtte de åbnes, og det skete med afføringsmidler.
Lægerne
De egyptiske læger blev uddannet på lægeskoler kaldet livshuse. Vi ved fra Herodot, at ”lægekunsten var delt mellem dem; hver læge hengav sig kun til én sygdom og ikke mere… Nogle læger er til øjnene, andre til hovedet, andre til tænderne og andre til de dele, som vedrører bugen, og andre for de indre lidelser”. Nok fandtes læger i almen praksis, men det var almindeligt, at lægerne specialiserede sig svarende til vore nuværende specialer, og hierarkisk var de også organiseret på samme måde med cheflæger, overlæger, almindelige læger etc.
Der var store forskelle i status. Medens nogle læger blev forgyldt, fik lægerne i miner og på byggepladser kun samme madration som arbejderne. Sundhedsvæsenet rummede også en række andre personalekategorier i form af sygeplejersker, bandagister, massører, frisører foruden naturligvis balsamisterne [6].
Kristendom og islam
Den klassiske græsk-romerske kultur levede videre i Europa i det omfang, den magtfulde katolske kirke tillod det. Den dannede også basis for den islamiske kulturs udvikling i det 7.-9. århundrede. Militært fik araberne hurtigt erobret store områder fra Pakistan over Mellemøsten og Nordafrika til Den Iberiske Halvø. De arabiske muslimer blev imidlertid tvunget til at tilegne sig specielt det græske videnskabelige og filosofiske arvegods for at kunne matche de erobrede folk. Det medførte et større oversættelsesarbejde af de klassiske skrifter [7 s. 81-82]. I de tilfælde, hvor originalen til de gamle græske skrifter er gået tabt, er de alligevel bevaret ved at blive oversat til arabisk og herfra senere til latin.
Litteratur
1. Sonne O. Antikkens lægekunst og lægevidenskab. 1. Grækerne. Dansk Kemi 2016; 97:9: 28-31.
2. Harris JE, Weeks KR. Faraonerne i røntgenlys. 1973: Gyldendal, Haslev.
3. Gotfredsen E. Medicinens historie. 3. udg. 1973: Nyt Nordisk Forlag, København.
4. Leake CD. The old Egyptian medical papyri. 1952: University of Kansas Press, Kansas, USA.
5. Hughes JT. The Edwin Smith Surgical Papyrus: An analysis of the first case reports of spinal cord injuries. Paraplegia 1988; 26:71-82.
6. Sadek AA. 2001: History of Medicine – Some Aspects of Medicine in Pharonic Egypt. http://www.aams.org.au/contents.php?subdir=library/history/&filename=pharonic_egypt (22-07-2016).
7. Provençal P. Arabisk naturvidenskab i middelalderen. Dan Medicinhist Arbog 1993; 21: 81-107.
Dette er tredje og sidste artikel i serien ”Antikkens lægekunst og lægevidenskab”. Den første artikel om Grækerne kan du finde i Dansk Kemi nr. 9, 2016 på siderne 28-31. Anden artikel om Romerne kan findes i Dansk Kemi nr. 10, 2016 på siderne 18-21.
