Arsen har en lang historie, der er gennemsyret af myter og litterære friheder, men som også har sat sig spor i dagliglivet.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 5, 2002 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Carsten Christophersen
»Arsenik og gamle kniplinger« beskriver, hvorledes to elskelige gamle tanter af medlidenhed forgiver ensomme eksistenser, som de begraver i deres fredelige kælder. Filmatiseringen havde premiere i 1944 med Cary Grant i en af hovedrollerne og Peter Lorre som den forkuede Dr. Einstein. Denne klassiker er et godt eksempel på, hvor alment kendt arsenik og dets virkninger er. Problemet i denne forbindelse er blot, at på trods af titlen benyttede tanterne sig af stryknin eller cyanid for at føre deres barmhjertighedsgerninger ud i livet.
Arsenik som mordvåben optræder i flere kriminalromaner, f.eks. i Dorothy L. Sayers »Strong Poison«, der udkom første gang i 1930. Men også det virkelige liv byder på historier, hvor arsenik er et centralt element.
Napoleon blev ikke forgiftet, men det blev Bunsen
Napoleon Bonaparte blev forgiftet med arsenik, da han var i ufrivilligt eksil på øen St. Helena. Det har i hvert fald været en teori, der er blevet understøttet af As-analyser af Napoleons hår. Der har været diskussion om teorien, fordi senere analyser ikke har kunnet bekræfte de tidligere. Problemet er, at As afsættes i håret proportionalt med koncentrationen i blodet, sådan at et analyseresultat afhænger af, hvor på håret det foretages.
En anden forklaring på As-indholdet i Napoleons hår kan være tapetet i boligen. Grønne kobberarsenitpigmenter var almindelige omkring år 1800. Analyser har vist, at tapet fra Napoleons opholdsværelser var farvet med As-holdige farver. Først i 1893 blev forklaringen på giftvirkningen fundet og dermed grunden til adskillige dødsfald som følge af As-forgiftning. Fugtigt tapet kan være tilholdssted for mugsvampe, som omdanner As-pigmentet til flygtigt trimethylarsin, der indåndes af beboerne. Det er muligt, at Napoleon led af en As-forgiftning fra tapetet i boligen, men den var i givet fald ikke dødelig. Det må derfor betegnes som en myte, at kejseren blev forgiftet med arsenik.
Det er derimod ingen myte, at den berømte kemiker Bunsen blev offer for en eksplosion. Robert Wilhelm Bunsen (1811-1899; se dansk kemi nr. 3, 2001 side 35), opfinderen af Bunsenbrænderen, udførte vigtige eksperimentelle undersøgelser af organiske As-forbindelser. Han var især interesseret i forbindelser, der indeholder kakodylradikalet. Forbindelserne er ikke kun stærkt giftige og utroligt ildelugtende (kakodyl stammer fra græsk og betyder stinkende) men også eksplosive. Han mistede synet på højre øje ved en eksplosion, samtidig med at han fik en massiv arsenforgiftning. Oplevelsen gjorde et så stærkt indtryk på Bunsen, at han undlod at beskæftige sig med eksperimentel organisk kemi resten af livet.
Kakodylradikalet har sammensætningen (CH3)2As-
Et styrisk forsvar
Det er heller ingen myte, at fru Maybrick fra Liverpool blev dømt til døden i 1889 for at have myrdet sin mand ved at forgive ham med udtræk, som hun fik ved at udbløde fluepapir i vand. Tidens fluepapir indeholdt omkring 125 mg arsenat i hvert papir, hvilket er nær en dødelig dosis, der angives til mellem 7 og 180 mg arsentrioxid. Fru Maybrick forsvarede sig med, at hun brugte fluepapiropløsningen til kosmetiske formål. Det var ikke ualmindeligt, idet arsenik havde ord for at give en smuk hud.
Yderligere blev det godtgjort, at hr. Maybrick havde den vane at bruge arsenik, som han købte til rekreative formål hos en lokal materialist. Arsenikindtagelse har ikke været ualmindelig i det viktorianske samfund, hvor det blev brugt i styrkende tonika, som elskovsmiddel eller for at styrke fordøjelsen.
Fru Maybricks forsvarer benyttede, hvad der senere er kaldt »det styriske forsvar«. Navnet stammer fra det engelske ord for Steiermark, Styria (se artikel om arsenik»æderne«). Det styriske forsvar baseres på to komponenter, der begge var til stede, nemlig at fru Maybrick havde en antagelig grund til at skaffe sig As-forbindelser, og at hr. Maybrick brugte arsenik og derfor kunne have taget en overdosis ved et uheld. De var imidlertid ikke tilstrækkelige til at overbevise juryen. Som følge af offentlighedens protester til støtte for fru Maybrick blev dødsdommen senere ændret til livsvarigt fængsel. Hun blev løsladt i 1904.
Tak til cand.scient. Britta Dahl for et eksemplar af Dorothy L. Sayers »Strong Poison« fra 1930. First Four Square Edition, 1960.
