
CO2 er i dag skurken i klimadebatten, men sådan behøver det ikke at være i fremtiden. Faktisk kan stoffet være med til at afhjælpe problemet. Det lyder næsten som en røverhistorie, men lektor Nina Lock fra Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har modtaget en millionbevilling fra Carlsbergfondet til at udvikle et helt nyt materiale, der ved hjælp af elektrokatalyse kan omdanne CO2 til brugbare produkter.
Lektor Nina Lock er ekspert i hybridmaterialer, og hun arbejder meget med reduktion af CO2. Og hendes tanke med dette projekt er at udvikle nye metalorganiske materialer, der skal fungere lidt ligesom en svamp.
– Vi vil skabe et metalorganisk netværk, der består af metalcentre forbundet med organiske molekyler, som tilsammen danner et porøst netværk – lidt ligesom en svamp mod porer, hvor CO2 kan diffundere ind, siger Nina Lock.
Efter CO2 er diffunderet ind i “svampen”, vil det ved hjælp af elektrokatalyse blive omdannet til et andet produkt som eksempelvis brændstof som metanol eller metan eller byggesten til den kemiske industri, hvorefter produktet kan diffundere ud af porerne igen.
– Formålet er at udvikle skalerbare katalysatorer, så vi kan komme op og bruge det her i stor skala. Det betyder, at vi skal lave et system, der bygges på billige grundstoffer og ikke eksempelvis ædle metaller, siger lektoren.
– Vi vil samtidig gerne undersøge, hvad der sker med strukturen af katalysatoren under processen. Hvad sker der på det atomare niveau, når vi sætter strøm til vores katalysator? Det ved vi faktisk meget lidt om i dag. Vi skal finde et materiale, hvor dette fungerer, og så skal vi finde ud af, præcist hvorfor det fungerer, siger hun.
Derfor vil forskerholdet tage en slags røntgenbilleder af selve processen, så de kan se, præcist hvad der sker.
Kilde: AU