
Det kan godt være, at 12 tals-pigerne suser gennem gymnasiet, og efterladerne drengene lidt fortabte tilbage, men på de naturvidenskabelige videregående uddannelser er det derimod de mandlige studerende, der løber af med sejren, når man udpeger de mest talentfulde.
Og det er ikke fordi de kvindelige studerende har glemt alt om, hvordan man studerer, men derimod om, at man værdisætter anderledes på de videregående uddannelser.
Her er det de legesyge, dem stiller de skæve spørgsmål, der vinder frem, hvorimod dem med snuden begravet i det fremlagte spor, ikke udstråler talent på samme måde.
Det viser en undersøgelse fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Forskerne har interviewet undervisere og studerende på fire forskellige naturvidenskabelige uddannelser for at finde ud af, hvordan de definerer talent hos studerende.
– De studerende, som er velforberedte og opfylder læringsmålene, men gør det på en måde, som underviserne ikke synes er lige så spændende som dem, der stiller det gyldne og skæve spørgsmål, bliver typisk ikke anerkendt som talentfulde. De bliver betragtet som hårdtarbejdende i stedet, men er stort set usynlige, siger Henriette Holmegaard, lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik og en af de to forskere bag studiet. Studiet er udkommet i bogen Science Identities.
Ifølge forskerne er der en sorteringsmekanisme i spil i undervisningen, hvor studerende opdeles i dem med og uden talent – og den mekanisme har en kønnet slagside. Det betyder, at flere kvindelige end mandlige studerende ses som nogle, der fra naturens hånd ikke er gjort af det ’rigtige’ stof.
Mandlige studerende bliver ifølge forskerne oftere set som modige og nysgerrige ’kunstnere’ – kvinderne som skrøbelige ’organisatorer’.
– Vi skal have åbnet skodderne for, at talent kan have mange former og udtryk. Fordi nogle er mere stille i en undervisningssituation og ikke stiller de udfordrende spørgsmål, er det ikke lig med, at de ikke er talentfulde. Der kan være en masse potentiale, vi ikke får øje på, siger Henriette Holmegaard.
Kilde: KU