Det nyeste tiltag i forringelse af arbejdsmiljøet er forslaget fra Erhvervsministeren om afskaffelsen af arbejdspladsbrugsanvisninger for kemiske stoffer.
Der anvendes en salamitaktik, hvor det største stykke var nedlæggelsen af Bedriftssundhedstjenesten (BST) og derefter besparelser på Arbejdstilsynet m.m. Endvidere kravet om udgiftsneutrale forslag fra de ekspertgrupper, som blev nedsat, da en evaluering viste, at to ud af tre indsatsområder i det nuværende arbejdsmiljøforlig gav en forværring. Samtidig har regeringen en fond på 1,25 milliarder kroner til et bedre arbejdsmiljø.
I perioden fra 1976 til 1993 var det politisk muligt at gennemføre forskningsprojekter (arbejdskemi.dk med link til Wikipedia) om erstatning/substitution af farlige stoffer med mindre farlige muligheder i den grafiske branche og jern- og metalindustrien. LO anbefalede projekterne over for forskningsråd, og rapporterne blev anvendt af BST.
Her udarbejdede vi også brugsanvisninger, hvor vi angav akutte- og langtidsvirkninger, og for sikkerhedsforanstaltninger nævnte vi først substitutionsmulighederne. For langtidsvirkningerne som kræft, ændring af arveanlæg, fosterskader, hjerneskader, allergi og hormonforstyrrende effekter havde vi i en detaljeret redegørelse for den foreliggende viden. De akutte virkninger kan begrænses med de traditionelle sikkerhedsforanstaltninger, men det gælder ikke for langtidsvirkninger, hvor de er utilstrækkelige, så her må man anvende substitution.
Dette fik arbejdsgiverne ved farvelakbranchen til at reagere med et afværgeprojekt. LO satte mig ind i følgegruppen. Arbejdstilsynet var repræsenteret af en, som kaldte sig akut toksikolog, og her var han meget kvalificeret, men var kun lidt interesseret i langtidsvirkningerne og slet ikke for at gøre brugsanvisninger mest brugbare. Jeg krævede, at de skulle have en kvalitet til substitution, så sikkerhedsrepræsentanterne havde mulighed for se den reelle farlighed ved de anvendte kemiske produkter og de mindre farlige erstatningsmuligheder. Siden har jeg betragtet arbejdsgiverne/Arbejdstilsynet som grundlæggende garanter for det dårlige kemiske arbejdsmiljø.
Hvordan er så den nuværende situation? Et af de rådgivningsfirmaer, som blev etableret efter nedlæggelsen af BST, har beskrevet det således over for mig:
“Der er stort set ingen kontrol på det kemiske område mere, viden om farlige stoffer forsvinder i virksomhederne, og hos rådgiverne. Og vi er langt fra mål”.
Afskaffelsen af arbejdspladsbrugsanvisninger vil sikkert kun fremskynde denne negative udvikling.
Hvad er så fremtiden?
Her er Socialdemokratiets reelle holdning afgørende. Der er ifølge Kræftens Bekæmpelse 1.600 tilfælde årligt af arbejdsbetinget kræft. Ifølge ILO dør årligt 2.000 af snigende sygdomme på grund af dårligt arbejdsmiljø.
Vil Mette Frederiksen ændre sin holdning og for eksempel forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år har været forbudt i nabolande?
Og gå endnu videre med forbud og substitution af kræftfremkaldende stoffer i det nye arbejdsmiljøforlig?
Eller skal Danmark fortsat være et retarderet land på det kemiske arbejdsmiljøområde, og det trods vores forskning, som det amerikanske arbejdsmiljøinstitut, NIOSH, promoverer på internettet?
Et skræmmende eksempel er beskrevet i Kurt Jakobsens bog “Asbest “, som redegør for, hvorfor asbest blev forbudt 20 år for sent:
På en kongres i 1964 blev Arbejdstilsynets overlæge og direktøren for Eternitfabrikken i FLSmidth-koncernen overbevist om, at asbest kan give lungehindekræft. De forsøgte at holde det hemmeligt på et tidspunkt, hvor et omfattende byggeri anvendte asbest. Da det ikke mere lykkedes, kæmpede arbejdsgiverorganisationer og forbundet Dansk Metal til det sidste mod et forbud.
Nu har vi problemet ved renovering af bygninger, hvor der dør ca. 130 årligt af lungehindekræft.
Da man ikke kan anvende substitution, og de traditionelle sikkerhedsforanstaltninger er utilstrækkelige, kan det fortsætte i mange år med samlet flere tusinde døde af blot dette ene stof.
Og ingen er ansvarlig!
Frode Sørensen, pens. arbejdsmiljøforsker, civilingeniør