I dag kan industrien fremstille de farver og nuancer, man mener at kunne sælge, men tilbage i 1600-tallet og de næste par hundrede år frem, var det anderledes. Her kunne farverne være uorganiske, baseret på diverse tungmetaller eller naturfarver. Og det er i den sidste gruppe, man finder farven indisk gult. Historien om farven, der, som navnet antyder, stammer fra Indien, er ganske farverig, om man så må sige. Historien rummer blandt andet dyremishandling, kemiske udfordringer og har ledt til anklager om forfalskninger.
Produktionsformen er ikke helt klar, men der er to bud. Enten er farven baseret på urin fra voldsomt afmagrede køer eller fra et træ, Memecylon tinctorium. Ligegyldigt hvilken metode der blev benyttet, så har det været en oplevelse at anvende, for den ko-baserede farve stank af bæversekret, mens “træfarven” lugtede af urin. Trods flere forsøg omkring 1844-45 lykkedes det faktisk ikke på daværende tidspunkt at finde den korrekte kemiske sammensætning. Selvom det ikke er helt klarlagt, om farven var baseret på urin fra køer, blev fremstillingsmetoden forbudt, fordi man anså den for at være dyremishandling.
Farven forsvandt fra markedet fra det 1900-århundrede, og efterfølgende dukkede der “falsk indisk gult” op. Mest populært var tartrazin, der i dag bruges som levnedsmiddelfarve.
Identifikation af det oprindelige indisk gult kan derfor anvendes til at afsløre eventuelle forfalskninger inden for malerkunsten. Ved at anvende Raman- og IR-spektroskopi adskilte man det ægte indiske gult fra det falske. Eller rettere sagt, det troede man. I stedet viste det sig, at det Ramanspektrum af indisk gult, som man anvendte ved undersøgelser af eventuelle forfalskninger, i virkeligheden var spektret af tartrazin.
Inden den fejl blev opdaget, var flere autentiske kunstværker erklæret som forfalskninger, mens flere forfalskninger omvendt blev erklæret for værende ægte.
Læs mere om indisk gult i Dansk Kemi udgave 4, side 16