Alle stande er udsolgt til den kommende DiaLabXpo, som løber af stablen 22.-23. september i Docken i København.
Mange messegæster har allerede registreret sig som besøgende på DiaLabXpo, som tilbyder gratis adgang til alle interesserede fra life science-branchen, ligesom branchens kommende medarbejdere, studerende på universiteterne, også er velkomne til at søge faglig inspiration og dialog på udstillingen og konferencerne.
Covid-19-epidemien har trukket store veksler på laboranter, bioanalytikere og diagnostikere og krævet en benhård prioritering af drift frem for mere langsigtet udvikling. Dette faglige vakuum kan de besøgende nu snart få forløst på DiaLabXpo, hvor udstyrsleverandørerne stiller talstærkt op med det nyeste life science-isenkram i alle afskygninger.
Peter Huntley, direktør for brancheforeningen Medicoindustrien, er blandt oplægsholderne på DiaLabXpo, hvor han zoomer ind på konsekvenserne af Danmarks nye Life Science Strategi.
Det er virkelig vigtigt at sikre en sammenhængskraft i hele life science-branchen. Det er sådan, vi hurtigt og effektivt kan løse problemer. Vi skal have dette offentlige-private samarbejde op i et højere gear, så vi sammen kan skabe ægte sundhedsinnovation, siger Peter Huntley.
DiaLabXpo arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med brancheforeningen DiaLab. Der er 58 udstillere.