
Nogle mennesker tager tilsyneladende lettere på, selvom de ikke spiser mere eller andet end andre. Forklaringen skal måske hentes i deres tarmflora. Her viser det sig, at en del af befolkningen er udstyret med tarmbakterier, der er bedre til at trække næringen ud af maden.
Og mere næring betyder, at der er en større risiko for at blive overvægtig.
Det viser et nyt studie lavet på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Forskerne har undersøgt energiindholdet i 85 danskeres afføring for at fastslå, hvor effektive deres tarmbakterier er til at trække næring ud af maden. Samtidig har forskerne kortlagt hver deltagers sammensætning af tarmbakterier.
Resultatet viser, at omkring 40 procent af deltagerne hører til en gruppe, hvor tarmfloraen er domineret af Bacteroides bakterier (kaldet B-type). Denne gruppe trak gennemsnitlig mere næring ud af maden sammenlignet med de øvrige 60 procent.
Denne gruppe vejede også i gennemsnit 10 procent mere. Det svarede til ni kilo.
– Vi har måske fundet en nøgle til at forstå, hvorfor nogle tager mere på end andre, selvom de ikke spiser hverken mere eller anderledes. Men det skal undersøges nærmere, siger lektor Henrik Roager fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Undersøgelsen tog også tid på den samlede fordøjelse. Rejsen fra mundhulen, ned igennem mavesækken for at slutte rejse i endetarmen, er ganske forskellig. Den kan svinge fra 12 til 36 timer. Umiddelbart skulle man tro, at jo længere tid maden var om at passere, jo længerer tid havde bakterierne om at hente næring ud.
Her er det tilsyneladende en fordel af være lidt doven, for dem med den langsomme fordøjelse trækker mindre næring ud. Til stor overraskelse for forskerne.
Vi troede, at rejsetiden igennem fordøjelsen også ville hænge sammen med, hvor meget næring kroppen kunne nå at trække ud. Men her ser vi, at deltagerne med B-typen af tarmbakterier både er dem, der trækker mest næring ud og har den hurtigste fordøjelse, hvilket har givet os noget at tænke over, siger Henrik Roager.
Kilde: Københavns Universitet