En af årets fem modtagere af EliteForsk-prisen er professor og sektionsleder Sine Reker Hadrup fra DTU Sundhedsteknologi. Hun modtager prisen for sin forskning i, hvordan man kan gøre kroppens eget immunforsvar i stand til at bekæmpe blandt andet kræft.
Uddannelses- og forskningsministeren uddeler hvert år EliteForsk-priser på 1,2 millioner kroner til fem af Danmarks dygtigste forskere for at skabe opmærksomhed om forskningen og hylde de største forskningsresultater. Derudover uddeles 20 EliteForsk rejsestipendier, hvoraf tre modtagere i år er fra DTU.
Sine Reker Hadrup prøver kort fortalt at træne immunforsvaret til at genkende kræftceller, slå dem ihjel og fjerne sporene. En af de helt store udfordringer med kræft er netop, at cellerne er i stand til at gemme sig for immunforsvaret, så de ikke bliver dræbt og fjernet ligesom virus og skadelige bakterier gør det.
Forventningerne til disse typer kræftbehandling – under ét kaldet immunterapi – er vokset gennem de sidste cirka 20 år, fordi nogle behandlinger har vist sig at kunne kurere meget syge patienter fuldstændig og fordi antallet af kræftformer, som kan behandles med immunterapi, er steget.
Hendes forskning drejer sig også om at forstå andre sygdomme, hvor immunforsvaret spiller en central rolle – nemlig de såkaldt autoimmune sygdomme som for eksempel diabetes-1 og multipel sklerose. Her er det imidlertid immunforsvaret, der er kilden til sygdommen, idet det angriber kroppens raske væv og celler.
På samme dag, som EliteForsk-priserne uddeles, offentliggøres en ny virksomhed, baseret på Sine Reker Hadrups forskning. PokeAcell er en immunterapivirksomhed – og DTU-spinout – som lancerer en ny teknologi til personlig T-celleterapi. Den nye teknologi kan aktivere og dyrke kræftspecifikke T-celler, der er til stede i patientens eget blod, og cellerne kan derefter gives tilbage til patienten som fuldt personaliseret behandling.