
LiverRisk er et nyt værktøj, der er baseret på en simpelt blodprøve hos egen læge, kan for fremtiden give en score for, hvor risikoen hos den enkelte patient er for at udvikle alvorlig leversygdom.
Forskere på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet har været med i det store internationale studie, der har ført frem til LiverRisk, der erstatter for eksempel scanning for leverstivhed eller en vævsprøve af leveren, der kræver uddannet personale og dyrt apparatur.
– LiverRisk scoren udvider for første gang praktiserende lægers redskabskasse med muligheden for at give personer det ’bedste bud’ på risikoen for at udvikle leversygdom indenfor 5 og 10 år, ligesom man i årevis har kunnet indenfor hjerte-kar-sygdom. Det er et fantastisk vigtigt fremskridt for personer i risiko for skrumpelever, hvis sygdom desværre i dagens Danmark alt for ofte bliver opdaget for sent, fortæller professor Maja Thiele fra Center for Leverforskning på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.
Ifølge Maja Thiele giver det den enkelte person helt nye muligheder for selv at tage affære, mens tid er.
-Med risikovurderingen fra LiverRisk kan den enkelte ændre på risikofaktorer så som overvægt, blodsukker og alkohol, og dermed mindske sin risiko for at blive syg og dø af for eksempel skrumpelever, siger hun.
Leveren er på mange måder et tilgivende organ. Hvis man stopper med at behandle sin lever dårlig, og inden man har udviklet skrumpelever eller leverkræft, kan man opretholde et fuldt normalt liv.
– Skade på leveren giver arvæv, som efter årtiers forværring kan resultere i skrumpelever. Problemet er, at forværringen sker helt uden at give symptomer, og uden at de almindelige leverblodprøver opdager det. Når først man får symptomer på skrumpelever er prognosen som hos en patient med kræft i spredning, fortæller Aleksander Krag, leder af Center for Leverforskning på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet
– Mit håb er, at det kan revolutionere mulighederne for undersøgelse og behandling af personer i risiko for skade på leveren, og dermed i sidste ende redde liv, siger Aleksander Krag.