Til »Udryddelsen af Skadedyr …. har Cyanbrinte fundet en overordentlig udbredt Anvendelse. Det er meget virksomt og synes at være let at behandle af øvede Folk, saaledes at dets store Giftighed – naar det anvendes med tilbørlig Forsigtighed – ikke virker hæmmende for dets Anvendelse. Cyanbrinte …. forhandles under forskellige Kunstnavne (Zyklon B o.l.)« [1]
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 11, 2000 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder.
Af Knud Østergaard, Institut for Kemiteknik
Cyanbrinte var i 1920’erne og 30’erne blevet et velanskrevet bekæmpelsesmiddel med et bredt anvendelsesområde. Det blev brugt til aflusning (desinfektion) af boliger og beklædning, til rotteudryddelse i skibe og til insektbekæmpelse i kornlagre, drivhuse, frugtplantager o.m.a. Af ganske særlig betydning for den store udbredelse havde været opfindelsen af Zyklon B, cyanbrinte opsuget i kiselgur, et produkt, der i høj grad lettede håndtering af det giftige stof.
Kort efter afslutningen af 2. verdenskrig kom det så frem, at cyanbrinte, netop i form af produktet Zyklon B, var et af de midler, der var blevet benyttet til udryddelse af mennesker i tyske koncentrations- og tilintetgørelseslejre, og fordømmelsen af den enorme forbrydelse blev ikke alene rettet mod gerningsmændene, men også mod det produkt der var blevet benyttet, og mod den industri, hvorfra produktet stammede.
Efterhånden opstod en myte om tysk kemisk industris og specielt I.G. Farbens medansvar for masseudryddelsen, en myte, der synes ganske livskraftig, jf. følgende passus i en omtale af Friedrich Bayer (1825-80), grundlægger af den virksomhed, der udviklede sig til nutidens Bayer AG: »…et sort kapitel i Bayers historie kulminerede fra 1925, da Bayer, BASF og Hoechst blev sammensmeltet til I.G. Farben, der bl.a. udviklede Zyklon B-giftgassen til Nazitysklands jødeudryddelser i koncentrationslejrene« [2].
Den myte har ikke megen sandhedsværdi, for Zyklon B blev ikke udviklet til udryddelse af mennesker, og det blev ikke udviklet af I.G. Farben, som i det hele taget ikke havde meget at gøre med netop det produkt. Sandheden om Zyklon B og dets anvendelse under 2. verdenskrig er ikke helt så belastende for kemien og den kemiske industri, som det ofte er blevet fremstillet.
Det fremgår af en nyligt udgivet bog [3] af to Hamburg-forfattere Jürgen Kalthoff og Martin Werner, der her har skrevet ikke blot historien om det i Hamburg hjemmehørende handelsfirma Tesch & Stabenow, der var den ene af de to tyske forhandlere af Zyklon B, men også den bredere historie om udvikling, fremstilling og anvendelse af cyanbrinte som bekæmpelsesmiddel. En sådan samlet fremstilling vedrørende dette særlige kapitel i kemiens historie har ikke før foreligget. Bogen er veldokumenteret; forfatterne har haft godt fat i meget arkivmateriale så vel som i datidens tekniske litteratur. Den har et populært og populistisk præg, som fremhæves af de flere hundrede illustrationer, mange af dem af meget repetitiv karakter, og læseren lades ikke i tvivl om, at forfatternes sympati ikke ligger på erhvervsvirksomhedernes side.
1. verdenskrig
Brug af cyanbrinte som bekæmpelsesmiddel var begyndt i USA i slutningen af 1800-tallet, især til insektbekæmpelse i citrusplantager, og den amerikanske metode blev demonstreret ved en model på Paris-verdensudstillingen i 1900: Over trærækkerne blev udspændt telte, og under træerne blev anbragt baljer med natriumcyanid og svovlsyre; derfra udvikledes cyanbrinte, og efter kort tid var alt dyreliv udryddet. Offentlige myndigheder vejledte om brugen [4].
I Tyskland opstod interessen for kemisk skadedyrsbekæmpelse under 1. verdenskrig ved arbejdet med kemisk krigsførelse, hvor Tyskland førte an i udviklingen, og under indtryk af, at der var opstået et påtrængende behov for bekæmpelse af utøj.
Centrum for den tyske udvikling af kemisk krigsførelse var Kaiser-Wilhelm-Institut für physikalisches Chemie und Elektrochemie i Berlin [5]. Det var blevet indviet i 1912; men efter krigsudbruddet blev det under ledelse af instituttets direktør Fritz Haber omdannet til et stort tværfagligt center for forskning inden for alle aspekter af kemisk krigsførelse. I 1917 nåede det op på 1500 ansatte, deraf 150 videnskabsmænd, og blandt de mange væsentlige opfindelser var sennepsgassen og gasmasken.
Cyanbrinte havde været i betragtning som kampstof, men var hurtigt blevet fravalgt på grund af dets iøjnefaldende mangler, først og fremmest dets uhensigtsmæssigt lave massefylde. Hvorimod analoge bestræbelser i England og især Frankrig fortsatte næsten til krigens afslutning. Det var i strid med al sund fornuft; men stoffet synes at have haft en særlig fascination for højtstående beslutningstagere, bl.a. Churchill [6].
Cyanbrinte kom dog hurtigt ind i billedet, da Haber i 1917 satte sig i spidsen for udnyttelsen af giftstoffer på det civile område, til kemisk skadedyrsbekæmpelse. En af Tysklands førende entomologer, Karl Escherich, havde i 1911 besøgt USA, hvor brug af cyanbrinte havde gjort stort indtryk på ham, og en af Tysklands betydende kemiske virksomheder, Deutsche Gold- und Silber-Scheideanstalt (Degussa) var stærkt interesseret i brug af stoffet. Degussa var den eneste tyske producent af cyanider og havde allerede i 1915 – i samarbejde med sit amerikanske datterselskab – gennemført bekæmpelse med cyanbrinte i frugtplantager, ligesom man i 1916 havde etableret sig med en afdeling for desinfektion af beklædning. (Degussas fremstilling af cyanbrinte og cyanider var baseret på et affaldsprodukt fra roesukkerfremstilling, nemlig afsukret melasse, s.k. slempe. Det indeholder ca. 4% kvælstof, bl.a. i form af betain (trimethylammonioacetat), og ved pyrolyse fraspaltes cyanbrinte. I en aftale med slempe-processens opfindere havde Degussa i 1899 sikret sig eneret til cyanid fra sukkerfabrikken i Dessau, Dessauer Werke für Zucker und chemische Industrie, og i 1907 havde man indgået en tilsvarende aftale med en virksomhed i nærheden af Prag, Kali-Werke Kolin. Da der senere skulle produceres ren cyanbrinte og Zyklon B, blev produktionen henlagt til netop de to virksomheder).
Lus, lopper og væggetøj var så tidligt som efteråret 1914 begyndt at blive et alvorligt problem for de tyske tropper med voksende risiko for epidemier af plettyfus og andre infektionssygdomme. Hygiejnen i kaserner og skyttegrave var dårlig, utøjsplagen fik efterhånden et for nutidens øjne næsten ufatteligt omfang, og med hjemvendte soldater udbredtes problemet til hele det tyske område. Behovet for desinfektion af boliger og kaserner var meget stort, og for at få gang i en systematisk indsats blev der med Haber som formand nedsat et tværministerielt udvalg, Technische Ausschuss für Schädlingsbekämpfung. Under udvalget etableredes en militær organisation, bl.a. omfattende et kompagni for skadedyrsbekæmpelse, og i det følgende halvandet år (frem til efteråret 1918), blev 4 mio. m3 bygningsrum desinficeret med cyanbrinte, fortrinsvis kornmøller og -siloer samt militære anlæg som kaserner, fangelejre o.a.
Behovet var dog langt større; men efter våbenstilstanden kunne arbejdet ikke baseres på militærets medvirken, og et ministerielt udvalg var på længere sigt heller ikke den mest hensigtsmæssige organisationsform; det fremtidige arbejde måtte udføres på privatøkonomiske præmisser. Habers bestræbelser i den retning bar hurtigt frugt, og i marts 1919 grundlagdes virksomheden Deutsche Gesellschaft für Schädlingsbekämpfung (Degesch) med domicil i Frankfurt a. M. og med Haber som direktør. Den indbetalte kapital var godt 1 mio. mark; blandt indskyderne var Degussa med en fjerdedel og BASF, Hoechst og Bayer med hver en ottendedel; men da virksomheden kom i økonomiske vanskeligheder ved den begyndende inflation i 1922, påtog Degussa sig at føre den videre som eneejer.
Degesch havde i starten eneret til anvendelse af cyanbrinte, dels fordi virksomheden under en ministeriel forordning var blevet meddelt eneret til skadedyrsbekæmpelse med »højgiftige stoffer«, dels fordi den – naturligvis – havde en eksklusivaftale med Tysklands eneste producent af cyanid og cyanbrinte.
Zyklon B
Teknikken ved brug af cyanbrinte var i 1917 meget enkel; den svarede til den fra USA kendte fremgangsmåde, som i Tyskland fik navnet bøttemetoden: Ved gasning af f.eks. en kornmølle blev der i de forskellige lokaler opstillet 100 liter store trækar påfyldt varm fortyndet svovlsyre, og hertil sattes natriumcyanid-briketter (ca. 2,5 kg pr. 100 m3 bygningsrum), indpakket i papir for at forhindre en for hurtig og voldsom gasudvikling.
Bøttemetoden var virksom, men besværlig: Transport og opstilling af karrene var arbejdskrævende, karrene var ofte utætte, og bortskaffelse af de giftige restprodukter voldte store vanskeligheder.
Som ét alternativ forsøgte Degesch sig med anvendelse af afkølet, flydende cyanbrinte, som i mælkejungelignende beholdere blev transporteret til brugsstedet (fortrinsvis om natten) og der overhældt på mindre kar til fordeling i de forskellige rum. Ikke mindst transporten var selvsagt forbundet med betydelige risici for forgiftningsulykker, og ved omhældning og afmåling var der betydelige tab af det relativt dyre materiale.
Som et andet alternativ forsøgte man sig med en blanding af 90% cyanmethansyremethylester og 10% chlormethansyremethylester, et ganske effektivt produkt, der først fik navnet cyklon (fra cyan og chlor), senere Zyklon og Zyklon A, men som måtte opgives, fordi hovedbestanddelen var velegnet som kemisk kampstof og som sådant omfattet af et forbud i Versailles-traktaten.
I 1921 kom dr. Walter Heerdt, der året før havde afløst Fritz Haber som direktør for Degesch, så på den tanke at lade cyanbrinte opsuge i et porøst, granulært materiale, f.eks. kiselgur, og pakke dette produkt i lufttætte beholdere, f.eks. blikdåser. Det viste sig at indebære så væsentlige fordele ved opbevaring, transport og anvendelse, at brug af dette produkt, der fik navnet Zyklon B, meget hurtigt fortrængte de tidligere benyttede fremgangsmåder. Dåserne blev fremstillet i forskellige størrelser, med nettoindhold fra 0,2 til 1,5 kg cyan; for at modvirke polymerisation blev tilsat lidt syre, og for at forebygge forgiftningsulykker blev tilsat et par procent af et advarselsstof, f.eks. en slimhindeirriterende forbindelse som brom- eller chlormethansyremethylester. Fremgangsmåden ved brug af produktet var uhyre enkel: Indholdet af et passende antal dåser af passende størrelse blev hældt ud på gulvet, hvorefter cyanbrinten ved almindelig rumtemperatur fordampede så hurtigt, at den ønskede koncentration i luften blev nået i løbet af et par minutter. Brugt kiselgur kunne returneres til leverandøren til genanvendelse, eller det kunne bortskaffes som uskadeligt affald.
Det tyske hovedpatent på Zyklon B blev udstedt med prioritet fra 20. juni 1922 [7], og som sædvanligt i tysk kemisk industri blev indgået en opfinderaftale mellem Degesch og Walter Heerdt: Han skulle have mellem 0,8 og 1,7% af salgsindtægten tillige med 10% af eventuelle licensindtægter.
Zyklon B blev efterhånden et næsten uundværligt middel til udryddelse af skadedyr af næsten enhver art.
Tesch & Stabenow
Rotteudryddelse i skibe var et stort anvendelsesområde, og Degesch oprettede i 1922 en filial i Hamburg, Tysklands største havneby. Lederen blev den 32 år gamle kemiker dr. Bruno Tesch, der havde været frivillig i et artilleri-regiment, men var blevet såret i 1915, og som derefter havde arbejdet i fem år på Habers institut. Fra 1920 til 1922 havde han ledet Degesch-afdelingen i Berlin.
I 1923 stiftede Tesch eget firma i Hamburg sammen med den godt 60 år gamle handelsmand Paul Stabenow, et skadedyrsbekæmpelsesfirma, der umiddelbart kom til at fremstå som konkurrent til Degesch – og i øvrigt også til alle de fra gammel tid etablerede »kammerjægere« i Hamburg.
Hvad angår brug af cyanbrinte blev de gamle firmaer hurtigt sat udenfor: Degesch havde i forvejen myndighedernes tilladelse, og Tesch & Stabenow (Testa) fik den meget hurtigt, under henvisning til den ene indehavers mangeårige og unikke erfaring. Men dermed var det slut; myndighederne i Hamburg ønskede ikke, at flere end to private firmaer skulle autoriseres til brug af et stof, der blev betragtet som exceptionelt giftigt.
Derimod så myndighederne meget gerne, at medarbejdere i offentlige desinfektionsanstalter blev uddannet i brug af stoffet. Det havde Degesch afvist, fordi man ikke ønskede at medvirke til uddannelse af konkurrenter; men Bruno Tesch så anderledes på det, og i de kommende år blev uddannelse, også langt uden for Hamburgs grænser, et væsentligt element i Testas virksomhed.
I begyndelsen betjente Testa sig af bøttemetoden, og Bruno Tesch havde gjort sig uafhængig af Degesch og Degussa ved at finde en anden cyanidleverandør, formentlig en czekisk virksomhed. Men med fremkomsten af det patentbeskyttede Zyklon B blev Degesch’s position afgørende styrket, og da Testa hurtigt havde fået solidt fodfæste i Hamburg, var der grundlag for at genoptage samarbejdet. Med virkning fra 1925 gik Degesch ind som 50% ejer af Testa, der fik eneforhandling af Degesch-produkter i hele området nord og øst for Elben. Senere lykkedes det Bruno Tesch at blive eneejer af Testa; men samarbejdet med Degesch fortsatte indtil 1945. Tesch var alt andet end konfliktsky, og samarbejdet var præget af mange små og store stridigheder, bl.a. om eksportrettigheder, som Degesch med få undtagelser ønskede at beholde for sig selv.
I den anden halvdel af Tyskland, dvs. vest og syd for Elben, blev salget varetaget af Degesch-datterselskabet Heerdt-Lingler (Heli), og på eksportmarkederne blev stillingen befæstet ved en for den tid typisk kartelaftale med American Cyanide Corporation, som fik eneret til Zyklon i USA mod at overlade resten af verden til Degesch, der efterhånden nåede op på at have agenturer i 40 lande, inkl. Danmark.
I 1930 gik firmaerne I.G. Farben og Th. Goldschmidt, begge med betydelige interesser på bekæmpelsesområdet, ind som aktionærer i Degesch med henholdsvis 42,5 og 15%, og I.G. Farben stillede med fem medlemmer til den 11 mand store bestyrelse (deriblandt Karl Wurster, der efter krigen fik en lang og glorværdig karriere som mangeårig direktions- og bestyrelsesformand i BASF).
Produktion af Zyklon B fandt frem til 1935 alene sted i Dessau, derefter kom Kali-Werke Kolin med, dog kun med en lille del af det totale.
2. verdenskrig
Produktionen af Zyklon B havde i 30’erne svinget mellem 100 og 150 ton årligt; men med krigsudbruddet fulgte en dramatisk stigning, især i den tyske værnemagts behov, og i 1943 kulminerede salget med omkring 400 ton. For at lette og effektivisere anvendelsen til desinfektion af møbler, beklædning o.l. havde Degesch udviklet et særligt gaskammer, et såkaldt kredsløbskammer, typisk med et rumfang på 24 m3, og heraf blev der frem til 1944 solgt ca. 600 stk. Også behovet for uddannelse var vokset stærkt, og i Testas reklamer lod Bruno Tesch sig afbilde sammen med kursusdeltagere i Posen og Warszawa. I 1942 markeredes 25-års jubilæet for cyanbrinte som bekæmpelsesmiddel, bl.a. med artikler i tyske fagblade.
Den almindelige forværring af forsyningssituationen ramte imidlertid også Degesch: Melasse blev i stigende grad efterspurgt som husdyrfoder; der var opstået konkurrerende behov for cyanbrinte, især til fremstilling af plexiglas og Buna N, og selv kiselgur og dåseblik var blevet mangelvarer. Et ministerielt »arbejdsudvalg for rumdesinfektion og epidemiforebyggelse« med Degesch-direktør Gerhard Peters som formand havde fået ansvaret for godkendelse af salgsaftaler og tildeling af råmaterialer, og ved en af udvalget arrangeret »blåsyrekonference« i januar 1944 blev behovet for Zyklon B opgjort til 600 ton for 1944. Kort efter blev fabrikken i Dessau for første gang mål for bombeangreb, og for hele 1944 nåede produktionen næppe over 200 ton.
Anvendelse af Zyklon B til drab på mennesker begyndte i Auschwitz i september 1941 med henrettelse af en stor gruppe russiske krigsfanger. Lejrkommandanten Rudolf Höss har berettet, at initiativtageren var hans stedfortræder Karl Fritzsch, og at der på det tidspunkt var et betydeligt forråd af Zyklon B, som løbende blev brugt til utøjsbekæmpelse. I sommeren 1940 havde Tesch & Stabenow foretaget en desinfektion af de oprindelige kasernebygninger og undervist lejrens sanitetspersonale i brug af stoffet. Höss skønnede, at der i 1941-44 blev bestilt over 10 ton Zyklon B fra Testa; men andre, sandsynligvis mere troværdige kilder har tal, der er ca. dobbelt så store: Henholdsvis 7,4, 12,2 og 2,0 ton i 1942, 1943 og 1944 [8], svarende til 10% af Testas og 2,5% af Degesch’s samlede salg i perioden 1942-44. Leverancer til andre koncentrationslejre var af langt mindre omfang, og i udryddelseslejre som Treblinka blev Zyklon B ikke benyttet.
Retssagerne
I det omfattende retsopgør med tyske krigsforbrydere kom til at indgå retssager mod flere af de erhvervsledere, der havde haft med fremstilling og salg af Zyklon B at gøre, nemlig ledere i Tesch & Stabenow, i I.G. Farben og i Degesch (men f.eks. ikke ledere i Degussa).
Bruno Tesch blev arresteret i september 1945 efter at være blevet angivet til de britiske besættelsesmyndigheder af en tidligere Testa-bogholder, og i marts 1946 blev Tesch selv, hans vicedirektør Karl Weinbacher og zoologen Joachim Drosihn stillet for en britisk militærdomstol i Hamburg anklaget for at have leveret giftgas til koncentrationslejre vel vidende, at gassen ville blive brugt »til udslettelse af allierede statsborgere«. Det af Kalthoff og Werner refererede bevismateriale kan synes nok så spinkelt; men efter den otte dage lange retssag blev Tesch og Weinbacher fundet skyldige og dømt til døden. Henrettelserne fandt sted den 16. maj.
Sagen mod I.G. Farben blev ført 1947-48 ved den til det formål etablerede amerikanske militærdomstol nr. 6 i Nürnberg [9]. På anklagebænken sad hele I.G.s topledelse: 23 direktører, deriblandt I.G.s repræsentanter i bestyrelsen for Degesch; anklagen omfattede fem hovedpunkter, hvert opdelt i et antal underpunkter. Sagens omfang var kolossalt; den varede 11 måneder, og der blev fremlagt over 6000 dokumenter og afhørt næsten 200 vidner. Sagens udfald blev i Tyskland betragtet som uretfærdigt strengt; men mange andre så det som et nederlag for anklagemyndigheden: Én anklaget blev kendt skyldig under to af de fem hovedpunkter, og tolv anklagede blev kendt skyldige under det ene eller det andet af de samme to punkter; ti blev pure frikendt. Straffene var fra halvandet til otte års fængsel; i 1951 var alle igen på fri fod, og hovedanklageren gav sin frustration frit afløb i et smædeskrift, der nok har haft en vis betydning for meningsdannelsen omkring I.G. Farben [10].
Et af anklageskriftets underpunkter vedrørte »anvendelsen af giftgas, leveret af I.G., til udryddelse af koncentrationslejrfanger«. Efter at have hørt vidneudsagn fra bl.a. Gerhard Peters fandt retten det bevist, »at store mængder Zyklon B var blevet leveret af Degesch til SS, og at gassen var blevet anvendt til masseudryddelse af indsatte i koncentrationslejre«. Men retten konstaterede samtidig, at I.G. havde været minoritetsaktionær i Degesch, og at bestyrelsen i almindelighed og de af I.G. valgte medlemmer i særdeleshed ikke havde haft meget at gøre med virksomhedens drift. Ansvaret herfor var overladt til Peters, og tilsynet med ham blev udøvet af de af Degussa valgte bestyrelsesmedlemmer, med hvem han delte firmadomicil og stod i fast forbindelse. Retten henviste i øvrigt til den »kendsgerning, at der vil være et stort behov for bekæmpelsesmidler overalt, hvor mange tvangsforflyttede og fordrevne mennesker fra de mest forskellige lande og områder stuves sammen i trange omgivelser«, og den anså det for udelukket at konkludere, at bestyrelsesmedlemmer, der eventuelt havde været bekendt med, at store mængder Zyklon B blev leveret til koncentrationslejre, dermed også havde været bekendt med, at stoffet blev anvendt til forbryderiske formål. Ingen blev fundet skyldige under dette anklagepunkt.
Mod Gerhard Peters blev der i årene 1949-55 ført ikke færre end fem retssager ved tyske domstole. I sit vidneudsagn i I.G. Farben-sagen havde Peters berettet om forbindelsen til en SS-officer Kurt Gerstein, der i 1943-44 uden om handelsselskaberne havde fået leveret knap 4 ton Zyklon B til adresser i Oranienburg og Auschwitz. I sommeren 1943 havde Gerstein betroet Peters, som et yderst hemmeligt statsanliggende, at stoffet skulle bruges til henrettelser og til aflivning af uhelbredeligt syge og andre »mindreværdige«. Gerstein selv var død i sommeren 1945; men Peters blev i 1949 stillet for et nævningeting i Frankfurt og idømt fem års tugthus. Hans sag blev genoptaget flere gange, sidste gang i 1955, hvor der efterhånden var opstået så stor usikkerhed om Gersteins hensigter og faktiske brug af Zyklon B, at det efter rettens opfattelse ikke kunne »bevises, at nogen er blevet dræbt med det af den anklagede leverede Zyklon B«, og at den anklagede derfor ikke kunne dømmes for medvirken til drab. Retten afviste dog at bevilge Peters erstatning for knap tre års varetægtsfængsling.
Efterkrigstiden
Krigsafslutningen bragte ikke anvendelsen af cyanbrinte til ophør. Ganske vist var Zyklon B-leverancerne fra Dessau og Kolin bortfaldet, så man for en kort tid måtte vende tilbage til brug af bøttemetoden; men tidligt i 1946 begyndte I.G. Farben at fremstille Zyklon B på et nybygget anlæg i Ludwigshafen, og Degussa begyndte på samme tid at fremstille cyanbrinte ud fra methan og ammoniak og gjorde sig dermed uafhængig af melasse som råstof.
Tesch & Stabenow blev tvangsopløst; men i 1947 stiftede Joachim Drosihn et nyt firma ved navn Testa, der i et og alt kom til at virke som det gamles efterfølger. Det blev senere overtaget af Degesch.
Varemærket Zyklon B blev fastholdt; dog blev det i 1974 på det tyske marked erstattet af navnet Cyanosil; men cyanbrinte som bekæmpelsesmiddel blev efterhånden udkonkurreret på de fleste anvendelsesområder. I USA er brugen praktisk taget ophørt, og Degussa afhændede forretningsområdet i 1986.
Referencer
1. H. Baggesgaard Rasmussen, i V. Ahrend Larsen (red.): Kemisk-Teknisk Haandbog, s. 364. København,1938.
2. Det 20. århundredes største erhvervsledere, tillæg til Børsens Nyhedsmagasin 15, no. 22 (1999).
3. J. Kalthoff und M. Werner: Die Händler des Zyklon B. Tesch & Stabenow. Eine Firmengeschichte zwischen Hamburg und Auschwitz. 254 s., rigt illustreret. Hamburg, 1998.
4. R.H. Creel et al.: Hydrocyanic Acid Gas. Its Practical Use as a Routine Fumigant. US Public Health Report 30, 3537-50 (1915). Her citeret fra Ind.Eng.Chem. 8, 200 (1916).
5. D. Stoltzenberg: Fritz Haber – Chemiker, Nobelpreisträger, Deutscher, Jude. Weinhem, 1994.
6. L.F. Haber: The Poisonous Cloud. Chemical Warfare in the First World War. Oxford, 1986.
7. DRP nr. 438 812 af 27. december 1926.
8. P. Hayes: Industry and ideology. IG Farben in the Nazi era. Cambridge, 1987.
9. H. Radandt (red.): Fall 6. Ausgewählte Dokumente und Urteil des I.G.-Farben Prozesses. Berlin (Øst), 1970.
10. J.E. Dubois, Jr.: The Devil’s Chemists. 24 Conspirators of the International Farben Cartel who Manufacture Wars. Boston, 1952.
