Et sandt paradoks kan være vejen til at udvikle mere effektive vacciner. I stedet for at sigte efter de dele af en virus, der er mest aktiv, skal man rettet blikket helt andre steder hen.
I alle disse år har forskere, der udvikler vacciner, så at sige taget for givet, at det er smartest at kopiere de dele af proteinstrengen på patogenet, hvor de fleste antistoffer sidder fast. Og det virker intuitivt rigtigt, siger Gunnar Lindahl, professor emeritus i medicinsk mikrobiologi og immunologi ved Lunds Universitet, nu tilknyttet både LTH og Det Medicinske Fakultet i Lund.
Ulempen er, at det som virker intuitivt rigtigt bare ikke er nødvendigvis er det.
I de senere år har Gunnar Lindahl pløjet sig igennem den omfattende videnskabelige litteratur om, hvordan nye vacciner udvikles til en række forskellige infektioner. Målet har været at finde ud af, om det er muligt at skelne mellem et mønster for, hvordan forskellige dele af proteiner genererer forskellige effektive vacciner.
Og der er et mønster ifølge resultaterne opsummeret i tidsskriftet Microbiology and Molecular Biology Reviews.
Kort fortalt kan man sammeligne det lidt med et træ. I fx covid-19 vacciner går man efter kronen på træet. Her sidder der mange antistoffer, men ifølge Gunnar Lindahl skulle man i stedet koncentrere sig om stammen. Her sidder ikke helt så mange antistoffer, men har en anden fordel.
Mens kronen ændre sig fra år til år, og dermed kræver små ændringer af vaccinen, er stammen langt mere stabil. Ifølge den svenske forsker ville en vaccine udviklet med stammen som fokuspunkt, være virksom hele livet. Man behøvede altså blot ét skud for at have livslang immunitet.
Kilde: lu.se