Aquarden Technologies’ stifter og direktør Zhuoyan Cai modtog mandag den 2. maj EU’s miljøpris for bæredygtige produkter og services i Ingeniørforeningen i København.
Prisen gives for udvikling af et nyt produkt eller en ny service, som i tilblivelse eller anvendelse i væsentligt omfang bidrager til bæredygtig udvikling og innovation.
Aquarden har gennem 10 år udviklet et anlæg, Waterox, der fuldstændigt kan destruere problematiske stoffer i spildevand fra industrien direkte ved kilden. Denne type anlæg er det første af sin art i Danmark. Samtidig er det ét af de første i verden, der kan omdanne miljøfarligt industrispildevand til helt rent vand baseret på SCWO-teknologien.
– Aquarden Technologies tildeles EU’s miljøpris for bæredygtige produkter og services for projektet ”Destruktion af miljøfremmede og giftige stoffer i industrielt spildevand med Waterox. Anlægget tilbyder en løsning som i betydeligt omfang eliminerer miljøfremmede stoffer i spildevandet uden emissioner i en energieffektiv proces med udnyttelse af vand og overskudsenergi, sagde formand for bedømmelseskomiteen, prodekan Kurt Nielsen, Aarhus Universitet.