I et nyt projekt, støttet af Miljøstyrelsen, vil et konsortium, ledet af Teknologisk Institut, undersøge, om elektrostatisk filterteknologi kan tilpasses biomassekedler og på en kosteffektiv måde reducere partikelemissionerne. Det er tanken, at et elektrofilter, også kaldet en elektrostatisk separator, skal udskille partikler fra røggas ved hjælp af en elektrisk spændingsforskel.
– Røg fra biomassekedler kan, hvis ikke den bliver behandlet rigtigt, slippe ud i atmosfæren med skadeligt indhold af partikler og dermed forringe luftkvaliteten. Kedelbranchen har i årevis arbejdet på at udvikle nye løsninger for at kunne efterleve de strengeste europæiske partikelemissionskrav på 20 mg/m3 støv. Projektets ambitiøse mål er at reducere partikelemissionen til under 2 mg/m3 i typeprøvning og under 10 mg/m3 under realistiske forhold. Dette er væsentligt bedre end emissioner fra de bedste kedler på markedet i dag, fortæller Quynh Nguyen, konsulent hos Teknologisk Institut.
Deltagerne i projektet Sekundær højeffektiv reduktion af emission fra kedler (SHREK) består – ud over Teknologisk Institut – af filterudviklingsvirksomheden PHX innovation samt kedelproducenterne Scandtec og NBE Production.
Kilde: Via Ritzau