Når Royal Greenland er færdig med at fillettere torsk, smider virksomheden på nuværende tidspunkt hovedparten af de afskårne dele ud. Ligeledes ender den saltlage, Seafood Supply bruger til saltet torsk, som affald. For begge virksomheder koster det penge at skille sig af med restprodukterne.
I et nyt fireårigt europæisk forskningsprojekt, WASEABI, vil DTU Fødevareinstituttet hjælpe med at udvikle metoder og teknologier, der i stedet kan gøre restprodukter til en indtægtskilde for virksomheder som Royal Greenland og Seafood Supply. Restprodukterne indeholder nemlig både bl.a. protein og mineraler, som kan udvindes og bruges som ingrediens i andre fødevarer.
Og potentialet er stort: Den europæiske fiskeindustri forarbejder samlet set 5,1 millioner tons fisk årligt, hvoraf næsten en tredjedel ender som restprodukter, der oftest enten bliver brugt som dyrefoder eller bliver til affald.
I WASEABI skal DTU Fødevareinstituttets eksperter bl.a. afdække, hvad der spænder ben for, at fiskeforarbejdende virksomheder bruger deres egne restprodukter til at lave nye ingredienser. De skal også afdække forbrugernes holdning til at spise fødevarer, som indeholder ingredienser lavet af noget, virksomhederne traditionelt har smidt ud.
Instituttet skal være med til at finde ud af, hvordan restprodukterne skal opbevares og konserveres, før de skal forarbejdes til ingredienser, for at sikre at fødevaresikkerheden og -kvaliteten er i top. Instituttet skal også udvikle forarbejdningsteknikker, der kan bruges til at udvinde protein og mineraler og til at producere forskellige smagsstoffer. Udvalgte teknikker vil blive skaleret op, så de kan bruges af de deltagende virksomheder i minimum pilotskala og i nogle tilfælde i fuld industriel skala.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet