
Liv og vand hænger uløseligt sammen. Det er de fleste enige om, men når livet opstod i vand – hvor kom vandet fra.
Hidtil har den gængse opfattelse været, at vandet kom ved en tilfældighed via vandholdige asteroider, som rammer den pågældende planet. Men den tror forskere fra Københavns Universitet ikke på. De vender så at sige hele den teori på hovedet, hvilket betyder, at liv, eller i hvert fald vand, langt fra bare er en tilfældighed.
En anden hypotese er, at vand opstår i selve dannelsen af planeten. Det er den hypotese, vores undersøgelse peger på, og hvis det er sandt, er det utrolig spændende, for det betyder, at vand kan være naturligt forekommende ved dannelsen af planeter, siger professor Martin Bizzarro fra Centre for Star and Planet Formation på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Sammen med adjunkt Zhengbin Deng står han i spidsen for et nyt studie omkring den “omvendte teori.” Hvis Martin Bizzarro og Zhengbin Dengs teori holder stik, kan liv i rummet have haft meget bedre chancer for at udvikle sig, end hvad vi hidtil har formodet.
Studiet bygger på undersøgelsen af en ellers undseelig, sort meteorit. Men meteoritten er 4,45 milliarder år gammel og gemmer på uvurderlig viden om det tidlige solsystem. ’Black Beauty’, som meteoritten kaldes, stammer nemlig fra den oprindelige jordskorpe på Mars og er et unikt indblik i, hvad der skete i tiden omkring solsystemets dannelse.
Den er en guldmine af informationer. Og ekstremt kostbar, fortæller Martin Bizzarro, der siger, at efter den blev fundet i den marokkanske ørken, blev den solgt for $10.000 dollar – pr. gram.
Med hjælp fra fonde lykkedes det i 2017 Martin Bizzarro at købe knap 50 gram til forskningsformål. Med meteoritten i laboratoriet er nu muligt at fremvise tegn på, at der var flydende vand på Mars ved planetens fødsel. Det krævede dog først, at 15 gram af den dyre sten måtte knuses, opløses og analyseres.
Vi har udviklet en ny teknik, hvor vi nu kan se, at Mars i sin spæde start blev udsat for et eller flere kraftige asteroidenedslag. Nedslaget skabte kinetisk energi, som frigav en hel masse ilt, som vi kan aflæse i Black Beauty. Den eneste sandsynlige mekanisme, der har kunnet frigive så meget ilt, er, at der måtte have været vand i forvejen, forklarer Zhengbin Deng.
Holdet arbejder nu på et opfølgende studie, der undersøger de mikroskopiske vandmineraler, som findes i Black Beauty. De ældgamle mineraler i Black Beauty både oprindelige og uforandrede siden de blev dannet, og derfor har meteoritten været et enestående vidne til skabelsen af vand.
Kilde: Københavns Universitet