Hvert år dør cirka 4.000 danskere for tidligt som følge af partikelforurening, vurderer Det Nationalt Center for Miljø og Energi (DNE). De 800 af dem skyldes danske kilder, og her spiller brændeovne og pejseindsatser en ikke uvæsentlig rolle.
Derfor har et bredt flertal i Folketinget besluttet, at landets kommuner fra den 1. januar 2023 kan forbyde brændeovne fra før den 1. juni 2008. Dog kun, hvis de ligger i et område med adgang til gas eller fjernvarme. En gammel brændeovn udleder op til fem gange så meget partikelforurening som en moderne ovn. Det vil derfor have stor betydning for den samlede danske partikelforurening, at de ældste brændeovne udskiftes.
Ud af landets cirka 700.000 brændeovne, lyder et forsigtigt skøn, at 220.000 brændeovne/pejseindsatser er fra før skæringsdatoen, og kan dermed ende som skrot, hvis alle landets kommuner vælge at tage loven i anvendelse.
Luftforurening er skyld i, at tusindvis af danskere dør for tidligt hvert år. Derfor skal vi have renere luft i byerne og på villavejene i hele landet. Nu får kommunerne et nyt værktøj til at sikre renere luft, når vi giver dem mulighed for at forbyde gamle brændeovne, uden at borgerne er nødt til at etablere en ny varmekilde, siger miljøminister Lea Wermelin.
Siden april 2021 har det været obligatorisk at skifte eller nedlægge en gammel brændeovn fra før 2003 i forbindelse med boligkøb. Den øgede udskiftning af gamle brændeovne er derfor allerede i gang over hele landet.
Kilde: Miljøministeriet