Den græske ild er historiens første beretning om brug af flammekastere. Men byzantinerne hemmeligholdt detaljerne om det frygtindgydende våben. Her gives alligevel et bud på, hvad den græske ild bestod af.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 11, 2004 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder.
Af Ole Bostrup1 og Claës Dyrbye2
Det byzantinske rige (Byzans) var en videreførelse indtil 1453 af det østromerske rige med Konstantinopel – det nuværende Istanbul – som hovedstad. Rigets omfang varierede voldsomt gennem tiden, kerneområdet svarede nogenlunde til nutidens Tyrkiet. Tidsmæssigt var det byzantinske rige i store træk sammenfaldende med middelalderen. Det var gennem sin tusindårige eksistens udsat for fjendtlige
angreb fra mange sider, og flere gange var dets eksistens alvorligt truet. Truslerne kom både fra landsiden og søsiden, og Byzans havde ganske naturligt ikke blot en hær, men også en flåde.
I Arabien spredte Muhammeds lære sig hastigt i andet kvartal af det 7. århundrede, og Byzans var i lange perioder i krig med araberne. I 674 stod araberne foran Konstantinopels mure, som de dog ikke formåede at forcere, men de søgte da at angribe fra søsiden.
Til forsvarernes held var den kemikyndige arkitekt Kallinikos undsluppet fra Heliopolis i Syrien til Konstantinopel med planer om en ny opfindelse. Den skulle ved flere lejligheder blive af afgørende betydning for det byzantinske militær.
Våbnet blev senere kaldt græsk ild. Det lykkedes på kort tid byzantinerne at udvikle våbnet til operationelt brug, og ifølge Theophanes lod kejser Konstantin IV store toetagers krigsskibe med græsk ild og krigsskibe med sifoner klargøre. Vha. græsk ild lykkedes det byzantinerne at slå den arabiske flåde, og araberne opgav belejringen af Konstantinopel.
I 714 viste kejserens efterretninger, at det trak op til fornyede arabiske angreb, og han traf forholdsregler til at imødegå angreb mod Konstantinopel, herunder bygning af ildbærende skibe med to rækker årer i hver side og store trierer, dvs. skibe med 3 rækker årer i hver side3. Bemandingen på en triere har været omkring 150 roere, i det 9. århundrede var der godt 34.000 roere i flåden4.
Det arabiske storangreb kom i august 717, hvor 80.000 mand trængte ind i Thrakien, og en flåde på 1.800 skibe sejlede ind i Marmarahavet. Den arabiske flåde blev hårdt medtaget af den græske ild, og angriberne var skrækslagne over ildens virkninger. Angreb fra landsiden gav heller ikke resultat. Under den følgende strenge vinter led de arabiske soldater store tab pga. kulde, sult og sygdomme. Igen havde Byzans klaret sig.
En flåde af oprørere, der i foråret 727 angreb Konstantinopel, blev tilintetgjort af ilden og oprøret knust. Under et oprør i efteråret 743 blev en flåde af oprørernes skibe jaget væk af den kejserlige flåde, selvom nogle oprørske skibe med to etager var udrustet med græsk ild.
Bulgarerne var i perioder blandt Byzans’ fjender. I 812 sendte den bulgarske leder Krum en delegation til den byzantinske kejser med forslag om fred. Kejseren afslog, hvorefter bulgarerne i november 812 angreb og indtog byerne Mesembria og Debeltos, hvor de fandt 36 sifoner af bronze og en ikke ringe mængde af den flydende ild.
I det 10. århundrede opnåede byzantinerne herredømme over Armenien, et område der var vigtigt pga. oliekilderne i Georgien. I 941 benyttede fyrsten af Kiev sig af, at den byzantinske flåde var beskæftiget med araberne i Ægæerhavet og hæren optaget ved den østlige front, og sendte en flåde af vikingeskibe ud i Sortehavet. Den byzantinske kejser udrustede 15 ældre skibe med græsk ild og sendte dem op ad Bosporus, hvor de satte mange fjendtlige skibe i brand, hvorefter de øvrige trak sig tilbage. Vikingerne gik i land, men blev af tilkaldte byzantinske tropper tvunget til at flygte tilbage til deres skibe. De blev imidlertid angrebet af byzantinerne og hovedparten af dem udslettet af ilden5.
Den sidste beretning om brug af græsk ild er fra 961, hvor en byzantinsk flåde deltog i erobring af Kreta. I flåden indgik 2000 skibe udrustet med græsk ild. Tallet er formentlig overdrevet, og en del af disse skibe har nok haft en meget mindre bemanding end de store trierer. Illustrationen tyder i denne retning.
Våbnets egenskaber
Byzantinerne var så opmærksomme på fordelen ved at være ene om det nye våben, at detaljer om dets kemiske sammensætning, opbevaring af stofferne og konstruktionen af de bronzesifoner, hvorfra den brændbare væske blev affyret mod fjenderne, blev hemmeligholdt så godt, at eftertiden kun har en såre begrænset viden om våbnet.
Væsken kunne brænde på vand, og når den var antændt, kunne det fjendtlige fartøj blive omspændt af flammer, så de ombordværende var fortabte over for det nye våben. Et af problemerne med den græske ild må have været at sikre egne skibe mod at blive et bytte for flammerne.
Den græske ild har formentlig bestået af:
1. En brændbar væske, der samtidig tjente som opløsningsmiddel for andre komponenter. Her brugtes råolie og petroleum.
2. Et klæbemiddel, der medførte, at den brændbare væske kunne hæfte sig på lodrette flader som f.eks. materiel og personer. Mulige klæbemidler er harpiks og asfalt
3. Brændbare stoffer, der efter antændelse udvikler giftig og ubehageligt lugtende gas. Man kan have brugt svovl, der brænder under dannelse af svovldioxid.
4) Stoffer, der ved opvarmning stimulerer forbrændingen. Hertil kan være brugt salpeter, der afgiver ilt (dioxygen) ved opvarmning.
For at give den græske ild passende egenskaber mht. antændelsestemperatur, forbrændingstemperatur, fordampelighed, viskositet mv. har talrige forsøg været nødvendige, og det er forståeligt, at fremgangsmåden blev betragtet som yderst hemmelig.
Al-Dimashki, der levede i Syrien omkring 800, var i stand til at frembringe en væske med passende egenskaber. Han foretog herunder en destillation af råolien.
Kilder
Forbes, R. J.: Short History of the Art of Distillation from the Beginning up to the Death of Cellier Blumenthal. Leiden: Brill. 1948
Jenkins, Romilly: Byzantium: The Imperial Centuries AD 610-1071. University of Toronto Press 1987. ix + 400 pp.
Ostrogorsky, George: History of the Byzantine State. Rutgers University Press 1969. xl + 624 pp.
Salzberg, H.W.: From Caveman to Chemist. Circumstances and Achievements. Washington: ACS. 1991
Treadgold, Warren: Byzantium and Its Army 284-1081. Stanford University Press 1995. xiii + 250 pp.
Turtledove, Harry: The Chronicle of Theophanes. University of Pennsylvania Press 1982. xxiv + 201 pp.
