En ny og lovende behandling mod en ganske speciel og arvelig udgave af Alzheimers, har alligevel ikke haft den ønskede virkning. Håbet var ellers, at de to stoffer, gantenerumab og solanezumab, kunne påvirke dannelsen af stoffet amyloid, også kaldet plak, der dannes i hjernen og som er typisk for Alzheimers.
Efter fem års studie og medicinering af 194 patienter, må forskerholdet bag dog slå fast, at medicinen ikke har haft nogen effekt. Det er endnu ikke klarlagt, hvorvidt stofferne reelt har påvirket dannelsen af plak, men i og med der ikke er sket en ændring i det forventede sygdomsbillede, er det tvivlsomt, om stofferne overhovedet har haft en effekt.
Den arvelige Alzheimers sætter ind meget tidligt. I nogle tilfælde sætter den ind allerede i 40-års alderen. De 194 patienter var alle diagnosticerede med sygdommen, men alle var dog symptomfrie, da forsøgene blev indledt.
Forskergruppen bag, har, på trods af de nedslående resultater, ikke helt opgivet de to stoffer. Nu kredser tanker om, hvorvidt man skulle sætte ind endnu tidligere og i højere doser.
Kilde: TT