Så er de nominerede til årets Plastpris fundet. Den eksterne jury har udpeget fem blandt i alt 16 kandidater, der skal kæmpe om den endelige pris,
De fem er:
LEGO Moulding Academy, Bramming Plast-Industri, Quantafuel, Re-Match og Race for Oceans Foundation.
I år har vi fået rigtig mange og meget interessante indstillinger til Plastprisen. Og det er interessant at se bredden blandt de fem, som juryen har nomineret til prisen Det viser med al tydelighed, hvor bredt vores branche favner, hvor meget der kan lade sig gøre med plast og hvor stor samfundsinteresse, der er for både materialerne og for udviklingsmulighederne, siger adm. direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup.
Mere om de nominerede:
LEGO Moulding Academy
LEGO Moulding Academy er som et akademi for plastmagere med til at skabe sammenhæng og forståelse hele vejen rundt om plastproduktionen i Danmark. Planen er at tiltrække både EUD- og EUX-lærlinge til LEGO-koncernen og plastbranchen hvert år. Lærlingene får bl.a. mulighed for at prøve kræfter med de nyeste teknologier inden for sprøjtestøbning og ligeledes noget af det bedste maskineri, der findes i branchen, alt sammen med fokus på at producere bæredygtigt og med øje for miljøet.
Bramming Plast-Industri
Bramming Plast-Industri bidrager til den grønne omstilling ved at genanvende post-consumer polyurethan-skum og har udviklet og lanceret et nyt granulatskum baseret 100 pct. på genanvendelse af udtjente madrasser. Løsningen er dermed med til at øge genanvendelsen af madrasser, der ellers ville ende på deponi eller i forbrænding. Madrasaffaldet kommer i første omgang fra Holland, da der endnu ikke er etableret en dansk infrastruktur for indsamling af brugte madrasser.
Quantafuel
Quantafuel arbejder på sit genanvendelsesanlæg i Skive med pyrolyseteknologi til kemisk genanvendelse. Teknologien muliggør genanvendelse af blandet plast-husholdningsaffald til pyrolyseolie af virgin grade-kvalitet. Polymererne nedbrydes til deres oprindelige oliebaserede byggesten i processen – og skal ses som et supplement til mekanisk genanvendelse og derfor være med til at fremme de samlede mængder genanvendt plast.
Re-Match
Re-Match har med sin patenterede genanvendelsesproces opfundet en løsning på håndteringen af udtjent kunstgræs fra verdens mere end 300.000 kunstgræsbaner, hvoraf plastfibre er en central komponent. Teknologien kan opdele, rense og separere kunstgræsbanerne i de oprindelige bestanddele: sand, gummi, backing og plast uden brug af kemi eller vand i rensningsfasen. Slutprodukterne kan herefter anvendes i etableringen af nye kunstgræsbaner – eller til anden produktion.
Race for Oceans Foundation
Race for Oceans Foundation er en almennyttig forening, der siden 2019 har skabt synergi mellem sport og videndeling i forbindelse med strandrensninger, via sportsstafetten Race for Oceans langs den jyske vestkyst. Her er der fokus på havplastens muligheder i et virksomhedsperspektiv og udfordringer i et organisationsperspektiv, hvilket udfoldes for deltagerne gennem dialog eksempelvis ved strandrensningsevents.
Det er nu op til Plastindustrien medlemmer og den eksterne jury tilsammen at udpege den endelige vinder, der bliver offentliggjort på Plastdagen den 19. maj i Industriens Hus.
Kilde: Plastindustrien